Lancering af det tværpolitiske netværk i Ukraine
01-03-2019
Skrevet afJonas Sidenius
Torsdag den 21. februar blev de politiske ungdomsorganisationer i DUF inviteret til lanceringen af det tværpolitiske netværk mellem Danmark og Ukraine.
Til mødet deltog repræsentanter fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Konservativ Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Radikal Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom, Dansk Folkepartis Ungdom og Venstres Ungdom. Det var en hyggelig aften, hvor der både blev talt om styrken ved tværpolitisk og interkulturel dialog og delt indledende forventninger til, hvad deltagerne gerne vil udrette i netværket.
Deltagerne fik et spørgsmål om, hvorfor DUF skal have et tværpolitisk netværk og ikke et tværorganisatorisk, og dertil svarede deltagerne blandt andet, at de politiske ungdomsorganisationer har mange ting til fælles som for eksempel en fælles mission om at sikre demokratiske processer og unges inddragelser i politiske beslutningsprocesser. Herunder kom de ind på, at de er stærke i at udføre demokratisk dialog og styrke unges indflydelse i samfundet, og hvordan politikerlede er en demokratisk udfordring, som et tværpolitisk netværk kan bekæmpe. Repræsentanterne fra de forskellige politiske ungdomsorganisationer er således meget motiverede for at deltage i netværket.
Forløb for det tværpolitiske netværk
Tidligere på året var repræsentanter fra DUF afsted til Kiev for at mødes med de politiske ungdomspartier i Ukraine og høre om, hvilke udfordringer politisk engagerede unge i Ukraine står over for og samtidig fortalte vi dem om, hvad formålet med det tværpolitiske netværk er. De unge vi mødte, var meget interesserede i at deltage, og de kom både ind på, hvad de kunne lære fra de danske deltagere ved at være en del af netværket, men også hvad de danske deltagere kunne lære af dem.
I løbet af foråret mødes både de danske politiske ungdomsorganisationer med de tilmeldte organisationer fra Ukraine. I fællesskab skal de opsætte rammerne for det fremtidige arbejde og finde ud af, hvilke problematikker, de ønsker at arbejde med.
Om det tværpolitiske netværk
Det tværpolitiske netværk i Ukraine er et dansk-ukrainsk initiativ, som styrker unge ukrainere i at etablere tværpolitisk dialog i landet og opbygge demokratiske ungdomspartier. Netværket er en platform, hvor ungdomspolitikere kan mødes og debattere på tværs af politiske skel, partier og landegrænser. Netværket styrker unges indflydelse i ukrainsk partipolitik og understøtter samtidig ungeinddragelse på den politiske scene i Ukraine.
Læs mere om netværket.