Nu åbner det indendørs foreningsliv for børn og unge under 18
21-04-2021
Skrevet afBirgitte Søe
Fra i dag kan børn og unge under 18 år igen endelig mødes i foreningsregi indendørs. Dette vækker glæde, men vi mangler stadig resten af den danske ungdom.
Det frivillige foreningsliv er rykket frem i genåbningskalenderen, og dette betyder, at børn og unge under 18 år allerede fra i dag kan mødes indendørs i foreningsregi.
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har længe arbejdet for, at det frivillige foreningsliv kunne åbne før, end det først var udlagt. Ifølge de oprindelige planer kunne foreningslivet først slå dørene op for indendørs aktiviteter 21. maj, men dette er heldigvis ændret.
Men den del af ungdommen, der er 18+, må fortsat vente med at komme med til indendørs foreningsaktiviteter. DUF arbejder fortsat for, at det frivillige foreningsliv prioriteres og er en del af næste genåbningsplan, så dem på 18+ også kan komme tilbage i de frivillige fællesskaber.
Ifølge den forliggende plan skal de vente til 21. maj, før de kan deltage i de indendørs aktiviteter, og dette undrer formanden for DUF, Chris Preuss.
”Med de nuværende regler kan unge på 18 år og op efter mødes til fadøl på den lokale bar, men ikke i det frivillige foreningsliv. Hvis man kan mødes på en bar, mener vi også, at man kan mødes i en spejderhytte, til debatoplæg eller lignende”.