Udhulingen af midlerne til folkeoplysning bekymrer DUFs formand Kasper Sand Kjær i en tid, hvor demokratiet og sammenhængskraften er udfordret – både herhjemme og ude i verden. ”De folkeoplysende foreninger har en lang og stolt tradition for at skabe rammer for mødet mellem mennesker og grobund for demokratisk dannelse, medmenneskelighed og forståelse for forskellighed. De rammer er altafgørende i en tid, hvor demokratiet er udfordret, og sammenhængskraften er truet. Derfor er det meget bekymrende, at kommunerne skærer på selve kernen i vores samfund. Der er tværtimod brug for, at de folkelige foreningsfællesskaber får opbakning og prioriteres politisk i kommunerne,” lyder det fra Kasper Sand Kjær.
For mens kommunerne med den ene hånd skærer i folkeoplysningstilskuddet til det lokale foreningsliv, bruger den anden hånd millioner på at ansætte professionelle frivillighedskonsulenter. I perioden 2010-14 har landets kommuner mere end fordoblet antallet af frivillighedskonsulenter fra 100 til 241 personer.
En undersøgelse fra Syddansk Universitet peger dog på, at oprustningen med professionelle frivilligkonsulenter ikke har medført nogen nævneværdig stigning i antallet af partnerskaber mellem kommuner og frivillige foreninger. ”Det er al ære værd, at kommunerne ønsker at skabe en stærk frivilligkultur og et mangfoldigt lokalt foreningsliv, men kæden hopper af, når der går millioner af kommune-kroner til professionelle frivilligkonsulenter, mens lokale frivillige foreninger skal kæmpe en sej og opslidende kamp med kommunen for et lokaletilskud på et par tusind kroner. Hvad er kommunernes argument for den prioritering?”, spørger DUFs formand. Kasper Sand Kjær påpeger samtidig, at Danmarks mange frivillige foreninger har været omdrejningspunkt for lokalt frivilligt engagement og aktive borgere, længe før der var noget, der hed samskabelse og synergieffekt. "Den klart bedste offentlige investering vil være at bruge pengene derude, hvor det frivillige engagement allerede lever og virker - ude i foreningerne," slutter han.