I tiltrædelsestalen satte Kasper Sand Kjær fokus på, at politik er blevet en sportsgren, der varetages af professionelle politikere, meningsdannere, journalister og kommentatorer, mens befolkningen efterlades som tilskuere. Det svækker den demokratiske samtale, og derfor understregede han i sin tale den grundlæggende tro på demokratiet, og på at demokratiske borgere er noget, vi i fællesskab opdyrker i foreningslivets forpligtende fællesskaber. Demokratiet starter og slutter ved samtalen, var kernebudskabet. ”Vores [DUFs, red.] udgave af demokratiet er mere end en styreform – det er nærmere en samfundsform – et livssyn. For vi tror på, at demokratiet skal leves og mærkes. Ikke kun, når vi sætter vores kryds på stemmesedlen. Det skal gennemsyre vores samfund, vores hverdag – og vores foreninger. Gennem samtale, engagement, dialog og åbenhed,” lød det fra talerstolen til over 250 delegerede.
Den fortsatte kamp for demokratiet og en stærkere samtale om samfundet mellem danskerne kom også til udtryk i et forslag til udtalelse fra 11 af DUFs medlemsorganisationer. En åben og inddragende samtale om dagens udfordringer og morgendagens løsninger er vejen til at sikre den fortsatte udvikling af Danmark. ”Samfundets sammenhængskraft er baseret på demokratisk deltagelse. Deltagelse i fællesskaber, deltagelse i aktiviteter og deltagelse i samtaler. Samtaler om samfundet og samtaler, hvor vi bliver klogere på hinanden og på vores egne holdninger. Der er i mødet med andre interesser og synspunkter, at vores perspektiv bliver større. Det er i samtalen om, hvilket samfund vi ønsker, og hvordan vi finder de næste skridt for udviklingen af Danmark,” står der i udtalelsen. Kasper Sand Kjær lagde ekstra til på talerstolen: ”Det er vores opgave og forpligtigelse, at arbejde for en stærkere samtale om samfundet mellem danskerne – og særligt mellem de unge. Det kræver et DUF, der går aktivt ind i debatten om demokratiet og dets tilstand.”
Det lå også den nye formand på sinde, hvordan DUF ude i verden gør en stor forskel for at fremme demokrati og foreningsliv som katalysator for at inddrage unge mennesker i samtalen om de samfund, de lever i. En forskel, hvor arbejdet er båret af stærke ildsjæle, der bringer demokrati ud i verden og bringer verden hjem til Danmark – og på den måde både øger kompetencerne i og tilfører udsyn, kulturforståelse og perspektiv til de danske foreninger. ”DUFs medlemsorganisationer gør en kæmpe indsats for at skabe demokratiske foreninger rundt i hele verden, der kan bringe nye generationer frem til at skabe demokrati og fred i verden,” sagde Kasper Sand Kjær således fra talerstolen.
I tiltrædelsestalen var der naturligt også fokus på foreningslivet og foreningslivets evne til at gøre en forskel. Kasper Sand Kjær lagde stor vægt på, at foreningslivet netop er i stand til at give mere, end den enkelte kommer med – og at det forpligtende fællesskab skaber mulighed for at udvikle hinanden. Det er ikke det rigtige sted at spare, var budskabet. ”Vores foreningsliv er med til at løfte tusindvis af børn og unge til bedre muligheder end de kom med. Hver eneste dag gør frivillige ledere et kæmpe stykke arbejde. Ikke for belønningen og rosen, men fordi de tror på, at de gør en forskel. Og det ved vi, at de gør,” lød roserne, der høstede stor applaus. Kasper Sand Kjær påpegede også, at foreningslivets gode vilkår ikke kommer af sig selv. Derfor skal DUF være foreningernes samlede stemme og skabe grobund for, at den åbne skole inkluderer foreningslivet, at integrationen løftes i samspil med foreningerne, og at foreningerne ikke bliver kommunernes forlængede frivillighedsarm. Den 22. januar er der afskedsreception for det afgående formandskab og velkomstreception for det nye.