Ny magtudredning skal styrke demokratiet
12-09-2022
Folketingets partier har indgået en bred politisk aftale om en ny magtudredning af det danske folkestyre. DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Demokratikommissionen har længe efterspurgt en opdateret magtudredning og ser nu frem til at bidrage som medlemmer af den eksterne følgegruppe.
Det er tid til en ny magtudredning, der skal belyse det politiske arbejde og magtens fordeling i vores demokrati. Det anbefalede Demokratikommissionen under DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd i 2020 i deres betænkning, der kom med anbefalinger til, hvordan vi kan styrke demokratiet i Danmark. Derfor er DUF meget glade for, at der er blevet lyttet til anbefalingen, og at der nu ligger en politisk aftale om en ny magtudredning.
”Vores samfund er i konstant udvikling, og hvis vi ønsker et fortsat stærkt og tidssvarende demokrati, må vi løbende undersøge og diskutere, hvordan vi kan styrke vores folkestyre. For demokrati er skrøbeligt. Det kan vi se mange steder i verden lige nu. Derfor er vi i DUF meget glade for at få lov til at følge og bidrage til arbejdet som medlem af magtudredningens følgegruppe,” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
Magtudredningen skal engagere danskerne
I maj samlede DUF Demokratikommissionen til at kickstarte debatten om magtudredningen af det danske folkestyre. Demokratikommissionen kom med anbefalinger og ideer til arbejdet med en kommende magtudredning, der blev sendt til uddannelses- og forskningsministeren og de politiske partier i Folketinget. Demokratikommissionen er glad for, at arbejdet med en ny magtudredning nu kan begynde.
”Det er fantastisk, at en ny magtudredning nu endelig bliver sat i gang, og de hovedtemaer, som den skal beskæftige sig med, er præcis nogle af de temaer, som Demokratikommissionen har arbejdet med: Hvordan folkestyrets institutioner og processer fungerer, den demokratiske deltagelse og civilsamfundet samt teknologiens og mediernes udvikling og den demokratiske samtale. Jeg glæder mig til at følge arbejdet og til fortsat at kunne give input til forskerne fra Demokratikommissionen via følgegruppen”, siger Demokratikommissionens formand, Lisbeth Knudsen.
I den politiske aftale fremgår det, at forskningsprojektet skal indtænke inddragende aktiviteter såsom høringer og konferencer og andre bredere formidlingsinitiativer undervejs. Dette ser Demokratikommissionen under DUF frem til at bidrage til. Læs hele aftalen her.
Mere om Demokratikommissionen
- DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd tog i efteråret 2018 initiativ og nedsatte Demokratikommissionen for at tage temperaturen på demokratiet i Danmark.
- I 2020 fremlagde Demokratikommissionen deres betænkning, der indeholdt analyser og anbefalinger til at styrke demokratiet i Danmark. Hent betænkningen her.
- Senest har Demokratikommissionen været samlet i foråret 2021 for at snakke om tech-giganternes indflydelse på det danske demokrati, og igen i maj 2022 for at kickstarte debatten om magtudredningen.
- Lisbeth Knudsen er formand for Demokratikommissionen. Alle folketingets partier, repræsentanter fra medierne, civilsamfundet og forskningsverdenen er inviteret til at være en del af Demokratikommissionen.