Ny nordisk ungepulje sætter fokus på klima og biodiversitet
02-09-2024
Skrevet afBirgitte Søe
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd åbner for en ny pulje, der lanceres i samarbejde med Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. Puljen skal understøtte projekter og aktiviteter i Norden med fokus på klima og biodiversitet.
I dag åbner en ny pulje for ungeledte projekter i Norden. Puljen går under navnet ’Nordisk ungdomspulje for klima og biodiversitet’ og er støttet af Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd og administreres af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd lægger stor vægt på, at det er ungeledte projekter, hvilket også er afgørende for DUF.
” Den nye nordiske ungepulje er et vigtigt skridt for at sikre, at unge i hele Norden får mulighed for at lede projekter, der skaber konkret forandring. Når unge selv står i spidsen for projekterne, bringer giver det energi og styrker engagementet og handlekraften i kampen for en mere bæredygtig fremtid”, udtaler Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.
Skal fremme det nordiske samarbejde blandt unge
Udover at fremme unges lederskab og engagement i klima- og biodiversitetsdagsordenen, skal puljen også skabe nye forbindelser og styrke eksisterende relationer mellem unge i Norden.
”Vi er glade for at lancere denne pulje med DUF som partner. Støtte til ungdommens engagement i klima og biodiversitetsdagsordenen er aldeles vigtigt. Samtidig er puljen et eksempel på meningsfuld ungeinddragelse, som er af høj prioritet i det nordiske samarbejde. Jeg vil derfor gerne sige stor tak til alle involverede parter”, siger Dan Koivulaakso, Afdelingschef i Vækst og Klima i Nordisk Ministerråd.
Læs mere på puljens side
Fakta:
- Puljen består af 3.054.000 DKK, som uddeles over to uddelingsrunder.
- Man kan søge mellem 25.000 DKK og 250.000 DKK.
- Målgruppen er unge op til 30 år fra alle de nordiske lande (Danmark, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland)
- Puljen åbner 2. september 2024
- Første puljefrist: 27. oktober 2024