DUFs SAMVÆRSUDDANNELSE
For ledere og frivillige med ansvar for det trygge samvær i foreningen
15-03-2024 - 17:00 - 17-03-2024 - 15:30
Gillwellhytterne
Houens Odde
6000 - Kolding
DUF
Guro Klausen
Kom på DUFs samværsuddannelse og bliv klædt på til at udvikle din foreningens samværskultur og skabe sunde strukturer og rammer for at forebygge og håndtere samværssager.
Udviklingen af trygge miljøer i foreningerne handler i høj grad om bevidst og målrettet, at arbejde med sin kultur baseret på viden og dialog i organisationens forskellige led. Derfor udbyder DUF igen i 2024 en samværsuddannelse, som kan klæde jeres organisation på til at kunne håndtere sager når de opstår og give jer nye værktøjer til at forebygge ved at facilitere dialog om samvær, kultur, grænser og trygge fællesskaber.
Uddannelsen afvikles hen over én weekend d. 15.-17. marts 2024.
Weekenden kører i to parallelle spor med indlagte fælles oplæg og aktiviteter:
Strukturspor om politikker og procedurer til forebyggelse og håndtering af samværssager.
- Stå stærkere som organisation med solide processer og procedurer for håndteringen af brud på samværspolitikken
- Bliv godt forberedt på at håndtere krisekommunikationen med interne og eksterne interessenter
- Bliv personligt og fagligt klædt på til at tage de svære samtaler, der ofte følger med samværssager
- Få fortrolig vidensdeling og sparring med andre organisationer og DUFs samværskonsulenter
Kulturspor om hvordan I udvikler en tryg samværskultur gennem involverende og tryghedsskabende aktiviteter.
- Bliv klogere på hvordan I kan udvikle jeres organisationskultur med opmærksomhed på bl.a. grænser og tryghedsfremmende faktorer
- Bliv komfortabel som facilitator af samtaler om samvær, kultur, grænser og trygge fællesskaber i organisationens forskellige led
- Få fortrolig vidensdeling og sparring med andre organisationer og DUFs samværskonsulenter
Det er en stor fordel at deltage flere fra samme organisation, så I kan deltage i begge spor.
Formål
Formålet med uddannelsen er at understøtte den langsigtede kulturudvikling i organisationen, så lokale fællesskaber såvel som det store foreningsfællesskab er trygt at komme i for alle, der har lyst til at engagere sig i foreningens aktiviteter og formål. Foreningslivet danner, demokratiserer, socialiserer børn og unge. Det er en vigtig arena i mange børn og unges liv, som skaber varige relationer og kompetencer. Foreningslivet kan meget, men en forudsætning for, at foreningslivets fulde potentiale kan udnyttes er, at det er et trygt sted at færdes for alle medlemmer, frivillige og ledere. Vi kan aldrig helgardere os mod at nogen oplever grænseoverskridende adfærd i foreningslivet, men vi kan og skal gøre alt, hvad vi kan for at skabe trygge rum i foreningslivet.
Det kan vi blandt andet gøre ved at opstille nogle rammer for, hvordan vi er sammen som fællesskab. Og ved at være tydelige omkring, hvordan vi håndterer sager og arbejde målrettet med den sunde samværskultur i foreningen. Et aktivt, kontinuerligt arbejde med samvær er i sig selv med til at signalere, at vi tager fællesskabet og det enkelte medlem alvorligt. Det kan have en forebyggende effekt, og det skaber tryghed og trivsel for den enkelte.
Målgruppe
Deltagerne skal være medlemmer af DUFs medlemsorganisationer, og være motiverede for at arbejde på tværs i organisationen med at udvikle foreningskulturen. Deltagerne kan være en del af den nationale ledelse, ansatte eller være frivillige andre steder i organisationen. Det vigtigste er, at deltagerne er motiverede for at arbejde med samværsområdet, samt har mulighed for at viderebringe viden i resten af organisationen og facilitere dialoger om kultur og samvær.
Weekendkursus med overnatning
Samværsuddannelsen bliver afholdt som et weekendkursus d. 15. marts- 17. marts 2024, på Houens Odde Spejdercenter ved Kolding. Det er gratis at deltage og der vil være fuld forplejning og indlogering på delte værelser. Dog er transport til kursusstedet for egen regning.
Tilmelding
Det er organisationen, der tilmelder sig, og hver organisation kan deltage med minimum 2 og maksimum 5 deltagere. Det er organisationerne selv, der beslutter hvem, der oplagt skal deltage. Hvis I er i tvivl, er I velkomne til at kontakte os forud for endelig tilmelding.
Tilmelding sker via link. Herefter vil I blive bedt om at udfylde en samlet tilmeldingsformular for organisationen, som beskriver jeres motivation for at deltage samt navne og kontaktoplysninger på de deltagende personer.
Hvis der er nogle spørgsmål til uddannelsen kan i henvende jer til Guro Klausen på 60201426 eller gkl@duf.dk