Demokratianalysen 2020
Resultaterne fra Demokratianalysen 2020, viser en række interessante udviklinger blandt den danske ungdom og om deres deltagelse i samfundet: Tilliden til demokratiet er steget markant. Ung rimer på underskriftindsamlinger og deltagelsen i demokratiet er fortsat høj og mangeartet. Og så har klimaet fortsat førertrøjen på, som unges højest prioriterede politiske emne, til trods for et år præget af Covid-19.
Siden 2011 har DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd gennemført en årlig Demokratianalyse, hvor vi via en spørgeskemaundersøgelse gør status over danskernes – og særligt ungdommens - holdninger og deltagelse i demokratiet. Og i 2020 viser Demokratianalysen igen en masse spændende resultater og udviklinger.
Klima og grøn energi har fortsat førertrøjen
Til trods for at 2020 på mange måder har båret præg af corona-pandemien, er 'Klima og Grøn energi' fortsat det vigtigste politiske emne for unge i dag. I alt er det 46% af unge, mener at klima og grøn energi er et af de vigtigste landspolitiske emner, som politikerne bør tage sig af.
Og måderne som ungdommen engagerer sig i dette og andre politiske emner, er også fortsat forskelligartet. For eksempel, skriver flere og flere unge i dag under på underskriftsindsamlinger (det gør 41%) og det at købe eller fravælge bestemte varer er også en politisk handling, som fortsat er stigende i popularitet blandt ungdommen (det gør nu 29%).
Men trods for en generelt høj deltagelse i demokratiet og samfundet, er der også fortsat en række barrierer, som forhindrer et endnu større engagement blandt unge. Spørger vi for eksempel ind til de vigtigste årsager til, at man ikke interesserer sig mere for politik og samfund end man gør, er det manglende tid, viden og politisk selvtillid, som ligger højest. Det er blandt andet det, som mange af DUF's egne projekter forsøger at adressere. Fx igennem Skolevalget, Demokratiets Dag eller i folk - mødested for demokrati og dannelse.