“ Vi mener sagtens, at unge på 16 er i stand til at træffe et valg om, hvem der skal sidde i folketinget. Og jo tidligere de bliver inddraget i beslutningsprocesserne, jo mere styrker vi demokratiet. ”Jonas Dahl (SF), folketingsmedlem
16-årige er i demokratisk forstand akkurat lige så modne som 90-årige, og modenhed har aldrig været et kriterie for tildeling af valgret. Man fratager for eksempel ikke valgretten hos ældre medborgere, der ikke længere er modne på grund af senilitet.
“ Unge er tildelt stadig flere pligter i samfundet, men har ikke fået de tilsvarende demokratiske rettigheder. Hvis ikke de som 16-17-årige oplever, at der er sammenhæng mellem demokratiske pligter og rettigheder, så finder man dem næppe i stemmeboksen, når de bliver 18 år. ”Martin Justesen, tidligere formand for DUF
16-årige er underlagt samme alvorlige myndighedslove som 18-årige medborgere. Og der er ingen juridisk sammenhæng mellem myndighedsalder og valgretsalder.
“ De lande vi sammenligner os med, har en børne og ungdomsombudsmand, ligesom de er inde i overvejelser om at sænke valgretten til 16 år. Heller ikke her er der meget politisk vilje at hente i Danmark. Og det er forkert og forstokket. Vi skal etablere muligheder for at unge får en platform, hvor de kan øve sig på demokratiet. ”Torben Vind Rasmussen, efterskoleforstander
En række lande i Europa har allerede indført 16-års valgret, og flere overvejer at lade 16-årige stemme. De europæiske erfaringer er gode - derfor bør Danmark følge tendensen med at inddrage flere unge i demokratiet.
“ Når det gælder demografien risikerer vi også at få en demokratisk skævvridning. I dag er den gennemsnitlige vælger 48 år, og andelen af ældre stiger så markant de næste 25 år, at valgretten skal sænkes til 13 år, hvis forholdet mellem gamle og unge vælgere skal fastholdes. ”Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen
Flere unge skal stemme for at undgå en demokratisk skævvridning. Fremover bliver der markant flere ældre, og ved valgene vokser deres indflydelse, så unges synspunkter risikerer at drukne.
“ Hvis man ikke er klar til at deltage i demokratiet, når man er færdig med folkeskolen, vil det så sige, at folkeskolen ikke lever op til sit formål, nemlig at indføre børnene i demokratiet? ”Johanne Schmidt-Nielsen (EL), folketingsmedlem
Man er efter afsluttet folkeskole forberedt til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Det er, hvad folkeskolens formålsparagraf siger.
“ Det vil være en forbedring af vores demokrati, alene ved den kendsgerning, at flere ville blive en del af det. ”Johannes Andersen, professor og valgforsker, Aalborg Universitet
En nedsættelse af valgretsalderen vil kunne forbedre den samlede valgdeltagelse, som ellers har været faldende i årtier.
“ Folkeskolen har jo til formål at opdrage og uddanne til demokrati. Så når man er 16 år, som man typisk er, når man er færdig med folkeskolen, er man fuldt ud moden til at deltage i demokratiet. ”Rasmus Prehn (S), folketingsmedlem
Unge er i gennemsnit 16,1 år, når de afslutter folkeskolen. Man er derfor klar til at stemme som 16-årig, fordi man da har opnået den grundlæggende uddannelse, som er fælles for alle vælgere.
“ Vi har længe ment, at man skulle sænke valgretsalderen. Men det er ikke så enkelt. Man skal have en folkeafstemning, og debatten skal modnes. Der skal være mange danskere, som synes, at det er en god ide. Alle de steder, man kan diskutere det og modne debatten, skal man gribe muligheden. ”Helle Thorning Schmidt (S), tidligere statsminister
Unge er interesserede i demokrati og samfundets udvikling. 96 procent af de 16-17-årige interesserer sig for, hvordan man løser problemer i samfundet, og 93 procent har en holdning til Danmark og verdens udvikling fremover.
“ Der er et demokratisk underskud i forhold til unge. Når vi for eksempel snakker om kriminelle unge, psykisk syge unge og ungdomsklubtilbud, så fylder de unges stemme ikke ret meget. ”Marie Stærke (S), Køge Kommune
Titusindvis af unge på 16 og 17 år betaler skat og bidrager til samfundsøkonomien. Derfor bør de have indflydelse på, hvordan pengene bruges, for demokratiske pligter og rettigheder bør følges ad.
“ Selv om det var tilfældet, at de unge stemmer mere radikalt, er det ikke noget demokratisk argument for at sige, at de ikke skal have valgret. Det svarer til, at ældres stemmer på Dansk Folkeparti ikke var lige så sobre som andres stemmer. ”Klaus Levinsen, valgforsker og lektor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Unge stemmer som resten af befolkningen. Hvis valgretsalderen blev sænket til 16 år, ville de 16-17-årige potentielt kunne flytte 1-2 mandater.