I maj 2017 offentliggjorde DUF og Helsingør Kommune et samarbejde om et ambitiøst demokratieksperiment, der netop havde til formål at styrke unges demokratiforståelse, politiske selvtillid og valgdeltagelse ved kommunalvalget.
Målet for indsatsen var at møde alle kommunens unge med initiativer, der ville få dem til at diskutere demokrati og politik og selv tage aktiv politisk stilling. Indsatsen havde desuden et særligt fokus på Helsingørs nydanske unge, der havde den tredjelaveste valgdeltagelse på landsplan ved kommunalvalget i 2013.
I månederne op til kommunalvalget afholdte DUF og Helsingør Kommune en lang række aktiviteter, hvor de unge mødte og oplevede demokrati og politik i praksis, blandt andet i form af demokratiworkshops og politiske debatter ude på kommunens ungdomsuddannelser.
Derudover blev der produceret en valgavis af de unge selv, der blev arbejdet med synlighed i byrummet og boligområder, sendt SMS-reminderes og afholdt aktiviteter i sociale boligområder samt kampagner på de sociale medier - alt sammen for at bidrage til, at flere unge tog turen til stemmeboksen på valgdagen den 21. november.
Ud over samarbejdet med Helsingør Kommune udarbejdede og udsendte DUF også et Get-Out-The-Vote katalog til landets kommuner med 20 konkrete initiativer til at styrke unges valgdeltagelse ved kommunalvalget.
Tag et kig i inspirationskataloget
“ De folkeoplysende foreninger har en lang og stolt tradition for at skabe rammer for mødet mellem mennesker og grobund for demokratisk dannelse, medmenneskelighed og forståelse for forskellighed. De rammer er altafgørende i en tid, hvor demokratiet er udfordret og sammenhængskraften er truet. Derfor er der brug for, at de folkelige foreningsfællesskaber får opbakning ude i kommunerne. ”DUFs formand Kasper Sand Kjær
De frivillige foreninger udgør en hjørnesten i det lokale demokrati og skaber aktive medborgere og stærke fællesskaber, men et velfungerende og mangfoldigt foreningsliv forudsætter, at kommunerne støtter og prioriterer de lokale foreninger.
Derfor inviterede DUF sammen med DGI, DIF og Danmarks Firmaidræts Forbund lokale kommunalvalgskandidater over hele landet til inspirationsmøder om frivillighed og foreningsliv. Her fik de kommende byrødder på tværs af partier inspiration og konkrete ideer til at styrke det lokale foreningsliv i deres kommune efter valget.