Hvad betyder samtykke egentlig?
Samtykke betyder, at du skal give og få tilladelse til noget seksuelt med en anden person. Samtykke er ikke, som nogen tror, noget, du skal underskrive en kontrakt om før, du kan indgå i en seksuel relation med et andet menneske. Faktisk kan dit samtykke se ud på mange måder. Du kan spørge til samtykke ved fx at spørge: Har du lyst til mig? Eller ’Har du lyst til at fortsætte?’ , men det behøver ikke siges med ord, du kan også sige det med dit kropssprog. Du kan løbende vise det med dit blik, dit smil og hvordan du bevæger din krop.
2 minutter om samtykke
Sex uden samtykke er et overgreb
I januar 2021 trådte en ny samtykkebaseret voldtægtslovgivning i kraft i Danmark. Det betyder helt konkret, at definitionen på en voldtægt har ændret sig. Før var der kun juridisk tale om en voldtægt, hvis det kunne bevises, at der var blevet anvendt vold eller tvang under samleje. Den nye lovgivning betyder, at der er tale om en voldtægt lige så snart den ene part ikke har samtykket til en given seksuel handling. Det er ikke nok, at den ene har lyst til sex eller den anden har lyst til sex: I skal have lyst til at have sex med hinanden. Og selvom du har givet dit samtykke til sex, kan du altid trække det tilbage, hvis du pludselig ikke længere har lyst til sex eller hvis situationen udvikler sig i retningen af noget, som du ikke seksuelt har lyst til eller er klar til. Sex med samtykke betyder med andre ord, at det er frivilligt uden psykisk eller fysisk tvang for alle parter. Og at det er trygt og respektfuldt for alle parter.
Læs mere om lovgivningen her
Lær dine egne grænser at kende
Nogle gange kan det være svært at vide, hvor ens egne grænser går – især når man prøver noget nyt eller er sammen med en ny person. Her er det afgørende at være god til at kommunikere åbent og lave en tryghedsaftale på forhånd. Du kan for eksempel melde ud til den anden: ”Hey, jeg har lyst til at prøve det her, men ved ikke, om det er noget for mig – så hvis jeg siger stop, så stopper vi”. Hvis du allerede her fornemmer, at den anden presser på eller på anden måde gør dig utryg, så husk at det er okay at sige fra og fortryde.
Det er okay at sige fra
Det er vigtigt, at du fra situation til situation mærker efter, om du har lyst eller ej, og det er uanset om du flirter med en person for første gang og måske bare gerne vil kysse lidt, eller om din kæreste gennem længere tid har lyst til sex med dig. Du skal altså have mulighed for at sætte en grænse og sige fra, hvis du ikke har lyst til sex. Der er ikke nogen, der skal have sex uden deres samtykke. Det betyder, at samtykke er noget, der kontinuerligt skal gives. Bare fordi I har haft sex før eller I er i et forhold, betyder det ikke, at du altid har lyst til sex lige præcis, når din partner har lyst til det. Ligesom du altid har lov til at ombestemme dig undervejs, hvis du ikke har lyst alligevel. Og bare fordi du fik lyst til at kysse med en, betyder det ikke automatisk, at du også har lyst til at have sex. Og vice versa.
Du skal også respektere den andens grænser
Det er dit ansvar at undersøge om den, du ønsker at have sex med, også har lyst til dig. Dét at blive opmærksom på samtykke er også at blive opmærksom på andres og egne grænser i relation til hinanden. Det er let at komme til at misforstå hinandens signaler. Vi har alle sammen forskelligt kropssprog og flirter forskelligt, ligesom vi alle har forskellige grænser. Så hvis du er i tvivl om du har forstået den andens hentydninger korrekt, skal du være ekstra opmærksom på de små signaler som vedkommende løbende giver dig. Hvis du fx har sex med en partner, som du endnu ikke kender så godt, kan det være endnu sværere at kende den andens grænser. Generelt så spørg hellere en gang for meget end for lidt. Har du også lyst til mig lige nu? Føles det her okay for dig? Det er i det hele taget vigtigt at være opmærksom på din partner undervejs, når I har sex. Du kan fx holde øje med om ansigtsudtryk og kropssprog pludselig ændrer sig. Og på den måde løbende være opmærksom på, om alt virker okay. Følg derfor gerne op med spørgsmål som: Føles det okay? Kan du lide det jeg gør?
Consent and tea
Der er flere måder at sige nej på
Nogen tror, at den anden meget tydeligt skal sige: Nej, jeg har ikke lyst til sex, før der er tale om et nej. Men der kan være flere måder at sige fra på. Det kan være ved at sige: Vent lidt, eller jeg ved ikke helt om jeg er klar på det her, eller jeg tror jeg er for fuld. Det er også et nej, hvis den anden går væk fra dig, vender sig væk fra dig, eller pludselig ser meget ukomfortabel ud ved situationen. Der er heller ikke samtykke, hvis den anden ligger helt passivt og ikke responderer på det, du gør. Ligesom det ikke er muligt at give samtykke, hvis en person er meget beruset eller er faldet i søvn.