Studentermedhjælper søges til projektet ”Byg Din Fremtid” i København
Vil DU gøre en forskel for unge via projektledelse, frivilligkoordinering og eksternt samarbejde?
30-04-2025
Sibeliusgade 41, 2100 København Ø.
DUI-LEG OG VIRKE søger en studentermedhjælper, så hvis du...
Vil være med til at opstarte og drive et spændende projekt for unge i København, hvor du får ansvaret for den lokale indsats? Og kan du springe til hurtigt og hjælp med at få de sidste detaljer på plads? Så er det DIG vi leder efter.
Om dig:
- Du er studerende på en videregående uddannelse, fx samfundsfag, sociologi, pædagogik eller lignende.
- Du er god til at skabe relationer, netværke, og arbejde selvstædigt.
- Du tænker kreativt og ser muligheder frem for begrænsninger.
- Har forståelse for at arbejde med frivilligt baserede projekter og frivillige.
- Du er klar til at tage fat fra dag ét.
Om Byg Din Fremtid
Byg Din Fremtid er et projekt, der giver unge i 7.-10. klasse praktisk indsigt i håndværksfagene og skaber motivation for en erhvervsuddannelse – med særlig fokus på at inkludere sårbare unge. I København starter vi et cykelværksted, hvor unge lærer at reparere cykler og samarbejder om konkrete projekter, fx at lave cykler til hjemløse. De får også studievejledning og hjælp til at finde fritidsjob eller lærepladser.
Om DUI-LEG og VIRKE
Vi er en landsdækkende organisation, med afdelinger i hele landet der drives af frivillige ildsjæle, som skaber trygge rammer for børn, unge og familier gennem et bredt udvalg af aktiviteter og projekter.
De hurtige:
Opstart: Hurtigst muligt Arbejdstiden er på 15 timer/ugen Arbejdssted DUI LEG og VIRKE København, Sibeliusgade 41, 2100 København Ø.
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt
- Vi indkalder løbende og ansætter, når vi finder den rette.
Dine opgaver:
- Planlægning og afvikling af projektaktiviteter: Sikre, at cykelværkstedet kører som planlagt, koordinere med fagpersoner og skabe en god oplevelse for de unge.
- Rekruttering af deltagere: Opsøge og engagere unge i målgruppen samt sikre, at de trives og fastholdes i forløbet.
- Samarbejde med virksomheder og organisationer:Etablere kontakt til cykelværksteder, Dansk Metal og andre relevante aktører, der kan bidrage med viden og vejledning.
- Frivilligkoordinering: Arbejde tæt sammen med frivillige og understøtte deres engagement i projektet.
- Kommunikation og synlighed: Markedsføre projektet via sociale medier, skoler og netværk, så flere unge får kendskab til tilbuddet.
- Administrative opgaver og evaluering: Håndtere tilmeldinger, dokumentere erfaringer og indsamle feedback, så vi løbende kan udvikle projektet.
Derfor skal du søge
Dette er en fleksibel og meningsfuld studenterstilling, hvor du får mulighed for at gøre en reel forskel for unge i København. Du får mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt, og vil få praktisk erfaring med at drive et projekt, arbejde med frivillige og navigere i samarbejdet med flere forskellige aktører. Du vil have ansvaret for den lokale indsats, men du får sparing og samarbejde med en projektgruppe bestående af bl.a. en projektleder og en kommunikationskonsulent fra sekretariatet. Du bliver del af en dynamisk arbejdsplads med engagerede kolleger og støtte fra et landsdækkende team, hvor du vil arbejde tæt sammen med DUI’s afdeling i København, frivillige og lokale samarbejdspartnere som virksomheder og organisationer.
Ansøgning og CV sendes til Freja Ipsen på freja@dui.dk. Har du spørgsmål, kan du kontakte Freja på samme mail.
Vi ser frem til at høre fra dig!