Prisen som Årets Ungdomskommune har i 2017 været tildelt Sønderborg Kommune, som i hele det indeværende år har kunne bryste sig af at være den bedste kommune for unge. Og titlen har åbnet døre for Sønderborg. Prisen har gjort det nemmere for kommunen at få unge til at bidrage, fordi de unge vidste, at kommunen tog dem alvorligt, og i byrådet er nogle tiltag blevet prioriteret frem for andre, netop fordi kommunen har være Årets Ungdomskommune.
”Det er simpelthen guld værd, når man skal arbejde videre og udbygge det, man har været i gang med. Det har gjort det lettere at komme bredere ud blandt de unge, og politisk har det givet os en mulighed for at komme igennem med nogle ting hurtigere,” forklarer Charlotte Riis Engelbrecht, Formand for Kultur-, Borger- og Demokratiudvalget i Sønderborg.
Prisen som Årets Ungdomskommune 2018 bliver – sammen med et billede af en ung kunstner – overrakt til Furesø Kommune i starten af det nye år. Årets andenplads går til Horsens, som særligt fremhæves for kommunes store indsats for at få alle unge med i fællesskabet – også dem, der normalt set ikke er en del af det. Tredjepladsen går til Odsherred, der anerkendes for, at der ikke er langt fra tanke til handling i kommunens arbejde. Det gør det nemmere at være ung, og ikke mindst at få gennemført unge-initiativer.
Prisen "Årets Ungdomskommune" blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår - gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt foreningsarbejde med børn og unge.
Dommerpanel har i år bestået af: Kasper Sand Kjær, formand i DUF, Maria Bruselius, lektor i unges samfundsengagement på Center for Ungdomsforskning, Susanne Eilersen, folketingsmedlem og kommunalordfører for Dansk Folkeparti og Charlotte Riis Engelbrecht, Formand for Kultur-, Borger- og Demokratiudvalget i Årets Ungdomskommune 2017 Sønderborg.