DUF: Nye ungdomsdelegater klar til at tale unges sag i FN
23-11-2023
Skrevet afBirgitte Søe
Silke, Nikolaj, Sigurd og Abdulkarim er udpeget af DUF til at være Danmarks nye ungdomsdelegater til FN. De deltager i FN-topmøder og repræsenterer danske unge i de vigtigste globale spørgsmål om demokrati, klima, jobskabelse og ligestilling. Danmark har i alt otte ungdomsdelegater til FN, hvor halvdelen bliver skiftet ud hvert år. De fire nye ungdomsdelegater tiltræder den 1. januar 2024 og har mandatet til udgangen af 2025.
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd udpeger fire nye ungdomsdelegater til at repræsentere danske unge på den internationale scene i FN; en ordning, der har eksisteret stort set alle år siden 1972. Rækken af tidligere ungdomsdelegater tæller bl.a.: Pia Olsen Dyhr, Troels Lund Poulsen, Jeppe Bruus og Søren Brostrøm.
Danmarks nye ungdomsdelegater er:
Silke Birkenborg Andersen er ny ungdomsdelegat til FN inden for Demokrati og Partnerskaber og er indstillet Radikal Ungdom.
Nikolaj Rosenkilde Kølbæk er ny ungdomsdelegat til FN inden for Faglært Uddannelse og Jobskabelse og er indstillet af Fagbevægelsens Ungdom.
Sigurd Seindal Krabbe er ny ungdomsdelegat til FN inden for Klima og Miljø og er indstillet af KFUM Spejderne.
Abdulkarim Harakow er ny ungdomsdelegat til FN inden for Ligestilling og SRSR og er indstillet af Red Barnet Ungdom.
De fire nye ungdomsdelegater tager over fra Cecilia Zade Iseni (Demokrati og Partnerskaber), Rasmus Kemp (Faglært Uddannelse og Jobskabelse), Marcus Taulborg (Klima og Miljø) og Signe Gertz Jensen (Ligestilling og SRSR).
Ungdomsdelegaterne har baggrund i og er indstillet af en række forskellige samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer. Men når de træder ind i rollen som FN- ungdomsdelegat, repræsenterer de ikke kun deres organisation, men indgår i danske delegationer på vegne af den brede danske ungdom.
”Vores ungdomsgeneration er samfundsbevidste”
Christine Ravn Lund, der er forkvinde i DUF, glæder sig over udpegelsen af de nye ungdomsdelegater til FN og ser frem til at følge dem i deres arbejde.
”Det er afgørende at have ungdomsdelegater repræsenteret ved bordet på et internationalt plan, når der tages beslutninger, som på alle måder kommer til at have en stor indvirkning for nuværende og kommende generationer. De tematikker, Danmarks ungdomsdelegater arbejder med, er essentielle for samfundets udvikling, og deres tilstedeværelse er derfor af stor betydning”, fortæller Christine Ravn Lund.
”Vores ungdomsgeneration er samfundsbevidste og er med til at tage ansvar for nogle af de største problemer, der findes inden for eksempelvis demokrati, ligestilling og klimahandling. Derfor giver det også kun mening at have stærke danske ungerepræsentanter i FN. Jeg ser meget frem til at følge deres arbejde”.
Med udpegningen af de fire nye ungdomsdelegater består det samlede hold pr. 1 januar 2024 af:
- Demokrati og Partnerskaber: Silke Birkenborg Andersen og Jacob Blasius
- Faglært Uddannelse og Jobskabelse: Nikolaj Rosenkilde Kølbæk og Maria Bøge Blenstrup
- Klima og Miljø: Sigurd Seindal Krabbe og Lise Coermann Nygaard
- Ligestilling og SRSR: Abdulkarim Harakow og Sofie Kallehauge Larsen