Ungdomsdelegater skal indstilles af ungdomsorganisationer
Alle ungdomsorganisationer fra Kongeriget Danmark, herunder medlemsorganisationer af DUF, kan indstille kandidater til ungdomsdelegatprogrammet. Kandidaterne skal i ansøgningen specificere, hvilket af de fire områder, de søger. Her i genopslaget, er det kun klima og miljø, der må vælges (selvom de andre stadig fremgår af ansøgningsskemaet).
Hvad skal den indstillende organisation være opmærksom på?
Som indstillende organisation skal man udfylde en del af ansøgningsskemaet og underskrive ansøgningen sammen med kandidaten. Derudover er det vigtigt, at den indstillende organisation forstår, at man med sin indstilling står på mål for, at kandidaten vil være en god repræsentant for danske unge i multilaterale fora og har de fornødne kvalifikationer. Vær også opmærksom på, at hver organisation kan indstille én kandidat per tema.
For at blive ungdomsdelegat skal du
- Være mellem 18-30 år
- Brænde for og have erfaring med internationalt samarbejde
- Have et særligt kendskab til og erfaring med det søgte tema
- Have kendskab til verdensmålene
- Have diplomatisk sans, mod og evne til at tale unges sag i både større forsamlinger og blandt beslutningstagere i politiske fora
- Have kendskab til DUF, og kunne repræsentere vedtaget politik og mærkesager fra DUF på de forskellige tematikker
- Være indstillet af din ungdomsorganisation, hvori du er aktiv, frivillig eller politisk valgt
Udvælgelsen af ungdomsdelegater foretages af DUFs forretningsudvalg. Der vil i udvælgelsen lægges vægt på først og fremmest kvalifikationer. Samtidigt sigtes der mod en mangfoldig sammensætning af gruppen af ungdomsdelegater, da ungdomsdelegaterne skal repræsentere danske unge bredt. Derfor kan faktorer såsom køn, foreningsbaggrund og bopæl i landet spille ind i udvælgelsen, da der ønskes et mangfoldigt sammensat ungdomsdelegathold, der afspejler danske unges forskellighed.
Det er et krav, at delegaterne:
- Deltager på de FN-topmøder og andre multilaterale fora, der hører under delegaternes tematiske område samt i relevante aktiviteter i Danmark (forventeligt ml. 45-60 årlige rejsedage ifm. nationale og internationale aktiviteter)
- Deltager på DUFs delegeretmøde 6. december 2025 i Nyborg (mere info følger hvis du vælges som ungdomsdelegat)
- Deltager i et fælles obligatorisk introduktionskursus i København d. 9-11. januar 2026 med DUF og de tidligere ungdomsdelegater, der sikrer vigtig erfaringsudveksling og forberedelse
- Sæt derudover kryds i kalenderen 4. februar 2026 og 25. februar 2026 til ungdomsdelegataktiviteter, du får mere besked om, hvis du udvælges
- Deltager i nationale indsatser og aktiviteter, der har til formål at formidle og forankre globale dagsordener blandt danske unge, herunder folkemøder og Danmarksturne m.fl.
- Planlægger eget program for de enkelte multilaterale møder og for årets indsats i Danmark i samarbejde med DUF og de øvrige ungdomsdelegater
- Planlægger og gennemfører kommunikationsindsats ifm. deltagelse ved multilaterale møder samt nationale aktiviteter i samarbejde med DUF og de øvrige ungdomsdelegater
- Deltager i formøder med unge fra det danske civilsamfund
- Deltager i koordineringsmøder med DUF og Udenrigsministeriet, rapporterer til DUFs styrelse, bidrager til afrapporteringer og deltager i en årlig evaluering
Om mandatperioden
Ungdomsdelegatprogrammet fungerer med en forskudt mandatperiode, så der på hver tematik er én ungdomsdelegat, der er i gang med sit andet år og én, der er i gang med sit første år. I 2026 vælges fire nye delegater for en toårig mandatperiode, én for hver tematik.
Ansøgning
Udfyldansøgningsskemaet og send det til DUF via bfm@duf.dk senest den 13. november kl. 23.59. Spørgsmål kan sendes til international specialkonsulent Benjamin Kinimond Meier (bfm@duf.dk / +45 60201434).
Man kan forvente svar på sin ansøgning slutningen af november.
Læs mere her