DUF undersøger: Er jeres organisation interesseret i samarbejde på tværs af Rigsfælleskabet?
02-02-2020
Skrevet afJonas Roelsgaard
DUF har som mål i sin strategi for 2019-20 at styrke båndene inden for Rigsfællesskabet. Det bunder i, at det gode ungdomsliv også handler om kulturel åbenhed og udsyn, samt nysgerrighed på egen historie og arv, hvilket Rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne er en vigtig del af.
Danmark har formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2020 og i den forbindelse ønsker DUF at afsøge muligheder for at styrke samarbejdet på tværs af ungdomsorganisationer i Grønland, Færøerne og Danmark. Det kan ske ved, at DUFs medlemsorganisationer får muligheden for at indgå ligeværdige partnerskaber med organisationer i Grønland og Færøerne.
I forbindelse med dette ønsker DUF at høre, om der findes interesse i et sådant projekt blandt DUFs medlemsorganisationer?
Svar gerne på følgende spørgsmål:
i) Har jeres organisation interesse i aktiviteter/projekter på tværs af Rigsfællesskabet?
ii) Har I kontakt med færøske eller grønlandske aktører? Hvis ja, hvilke?
iii) Har I allerede konkrete projektidéer, som inkluderer Færøerne eller Grønland?
Svarene skal hjælpe med at tilrettelægge det videre arbejde med projektet. Svar sendes til politisk konsulent Jonas Roelsgaard på jro@duf.dk senest d. 31. januar 2020.