En forening skal som arbejdsgiver via deres CVR-nummer og NemID (erhverv) logge på politi.dk eller virk.dk. Her indtastes navn og CPR-nummer på den person, børneattesten vedrører.
Foreninger kan elektronisk sende anmodning om op til 50 børneattester ad gangen, hvilket vil lette foreningernes administrative byrde.
Anmodningen om at indhente oplysninger til børneattesten i kriminalregistret lander i den kommende medarbejder/frivilliges e-boks, som herefter har 14 dage til at besvare den. Det sker ved, at den pågældende medarbejder eller frivillige ved brug af NemID giver samtykke til at indhente oplysninger i Kriminalregisteret.
Systemet behandler anmodningen og samtykket og sender så en erklæring til foreningen.
Kontakten mellem forening og medarbejder/frivillige bliver altså ”papirløst”. Medarbejdere og frivillige med direkte kontakt med børn under 15 år skal dog have en e-boks og være brugere af NemID for, at foreningen kan indhente en børneattest. Også foreningen skal være tilmeldt digital post.
Hvis en kommende medarbejder eller frivillig ikke besvarer henvendelsen i sin e-boks inden 14 dage, vil systemet meddele foreningen, at der ikke er givet samtykke. Den pågældende person kan herefter ikke varetage opgaver med direkte kontakt til børn og unge under 15 år eller en opgave, hvor pågældende færdes fast blandt børn og unge under 15 år.
Foreningen må nemlig ikke ansætte eller beskæftige personer, der er omfattet af lovgivningen, hvis disse ikke giver samtykke til, at der indhentes børneattest.
Hvis foreningen med vilje undlader at indhente samtykke, straffes den med bøde. Derudover har kommunen ifølge folkeoplysningsloven ret til at undlade at yde tilskud og anvise lokaler og til at tilbageholde bevilget tilskud, hvis foreningen ikke erklærer sig om, at man indhenter børneattester, eller hvis man ikke lever op til sin afgivne erklæring.
Foreninger har siden 2005 skullet indhente børneattester ved nyansættelser af ansatte og frivillige, som har lederansvar for børn og unge under 15 år. I 2012 blev reglerne skærpet til at omfatte personer, som via deres arbejde færdes fast på steder, hvor der er børn under 15 år.
Foreninger med aktiviteter, der involverer børn under 15 år, skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger en ny medarbejder/frivillig, hvis personen skal have direkte kontakt med børn under 15 år.
De foreninger, som er om omfattet af lovkrav om indhentning af børneattester er for eksempel de folkeoplysende foreninger, der får anvist lokaler eller modtager tilskud til lokaler eller aktiviteter fra kommunen i medfør af folkeoplysningsloven. Det er også de foreninger, hvor der foregår tankesport (for eksempel skak-foreninger) samt nødhjælpsorganisationer og velgørenhedsorganisationer. Hertil kommer de frivillige sociale foreninger og organisationer, der modtager § 18, stk. 2-midler (lov om social service) af kommunen. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din forening er omfattet af et lovkrav om indhentning af børneattester, så kontakt DUFs juridiske konsulent Mikkel Wrang på mw@duf.dk.
Der skal indhentes børneattest på personer, der fast skal have kontakt med børn og unge under 15 år.
Det vil blandt andet sige, at der skal indhentes børneattest på en person, der skal være leder for en spejdergruppe, børneteaterinstruktør eller ugentlig leder af aktiviteterne i en kirkelig forening.
På samme måde skal en forening indhente børneattest på en person, som skal være leder af et længerevarende projekt i en børneklub, en fast vikar eller fast underviser i en film- eller naturklub. Desuden på personer (både medlemmer og ikke-medlemmer) med fast tilknytning til foreningen, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.
I bemærkningerne til loven uddybes ”direkte kontakt” til at være kontakt, hvor der kan skabes et tillidsforhold mellem barnet og den voksne. Specifikke målgrupper, der nævnes i loven, er pedel og teknisk personale (både ansatte og frivillige), men i foreningssammenhæng kan der være flere funktioner, der skal tolkes ind i den ramme, hvilket er op til den enkelte forening at vurdere.
Børneattester skal indhentes på personer fra 15 år og opefter, der har direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år. Dette skyldes, at den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år.