Organisationerne bag kampagnen inviterer nu foreningslivet og kommunerne til at spille en aktiv rolle i kampagnen og være med til at sprede budskabet om at sætte kryds. DUFs formand opfordrer derfor foreningslivet til at tage aktivt del i kampagnen: ”Vi er glade for, at der nu bliver fulgt op på vores arbejde med at styrke unges deltagelse i demokratiet. I fællesskab når DUFs medlemsorganisationer ud til 600.000 børn og unge over hele landet. Ved at bakke op om den landsdækkende kampagne sender vi det klare signal, at et stærkt og velfungerende foreningsliv er en central grundsten i demokratiet,” siger DUFs formand Signe Bo.
Kampagnen er bygget op, så de enkelte organisationer, lokalforeninger eller kommuner kan ”bygge oven på” den centrale kampagne med egne indsatser.
- Grafik til web og print: På hjemmesiden toolbox.kl.dk kan I downloade forskellige kampagne-elementer, der kan hjælpe med at øge valgdeltagelsen lokalt. Alt ligger parat som færdige filer klar til print. Som organisation kan man – indenfor kampagnens retningslinjer – inkludere elementer fra den landsdækkende kampagne i sin egen lokale indsats og nogle steder kan eget logo indsættes.
- Materialer: Færdigprintede materialer som bannere, roll-ups og lignende kan bestilles hos Media-Print til fordelagtige priser, som KL har forhandlet. Landsorganisationer kan få login til Media-Prints bestillingsportal www.mpportal.dk ved henvendelse til DUF: Michael Hedelund, mh@duf.dk.
Kampagnen koster ifølge KL samlet 6,4 millioner kroner, der finansieres af midlerne i det nu nedlagte Momsfondet. Ifølge Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) er den en vigtig investering i det danske demokrati. ”Vi skal have særligt fokus på de unge, fordi vi ved fra forskningen, at det at stemme er en vane, som man grundlægger i de unge år. Og jeg vil gerne være med til at give folk gode vaner,” siger Margrethe Vestager i KL’s nyhedsbrev Momentum. På kampagnesitet www.stem.dk kan danskerne læse, hvordan de kan stemme allerede nu, og finde sit lokale valgsted.