Mødet med organisationerne gav Manu Sareen indblik i, hvad de frivillige fællesskaber betyder for nydanske børn og unges trivsel, personlige kompetencer og engagement i samfundet.
”Det er helt vildt vigtigt at understøtte udviklingen i de nydanske foreninger for børn og unge. Vi ved, at nydanske unge er underrepræsenterede i foreningerne, og det skal vi lave om på. Vi skal understøtte, at flere minoritetsunge kommer ind i foreningernes fællesskaber. Som ung lærer man meget om sig selv og om andre, når man er aktiv og engageret i foreningslivet,” sagde Manu Sareen efter mødet med de nydanske ungdomsorganisationer.
En af de unge, der gennem foreningsarbejdet har fået boostet sin selvtillid, sine organisatoriske evner og sit engagement i samfundet, er 25-årige Harun Salihovic, som er formand for Bosnisk Ungdoms Forbund (BUF):
”Efter at jeg er blevet en del af BUF, føler jeg, at jeg engagerer mig mere i samfundet,” sagde han.
Dilan Harmankaya er bestyrelsesmedlem i Forbundet for kurdiske studerende og akademikere (FOKUS-A). Hun engagerede sig allerede i foreningen som 16-årig, og den nu 21-årige jurastuderende er siden blevet aktiv blandt andet som frivillig rådgiver i Retshjælpen.
”Det har styrket mig som person, at jeg er blevet hørt og har fået indflydelse gennem foreningen,” fortalte hun ministeren og dagens øvrige deltagere.
Manu Sareen mødte også 33-årige Mustafa Temiz fra Ishøj. Han er formand for foreningen Semerkand Ungdom, som har haft stort udbytte af at være en del af DUFs partnerskabsprojekt. Semerkand Ungdom blev dannet som en lille forening i 2008 og er på fem år med støtte fra DUFs Partnerskabsprojekt nu en landsdækkende organisation med ti lokalforeninger og hovedkontor i Ishøj. Semerkand Ungdom blev på DUFs delegeretmøde i 2013 optaget som medlem i DUF-paraplyen.