Foruden Ungdommens Røde Kors blev politikerne introduceret til KFUM og Ks kirkelige fællesskab, spejderlivet i DDS gruppen Hjalte, de politiske aktiviteter i Venstres Ungdom og moderne teater fra Skaberwerket, og kulturordføreren skjulte da heller ikke sin begejstring. ”Det er dejligt at se al den passion, som de frivillige har, og det har været interessant at se ikke blot bredden men også se de nye måde at være frivillige på,” fortæller han. Han understreger samtidig, at han er meget opmærksom på, at hverken han eller hans kollegaer på Christiansborg ikke har direkte indflydelse på, hvad der sker i foreningslivet, men derimod skal fokusere på at forbedre rammerne for foreningslivets udfoldelse.
Studieturen i Roskilde var én af flere studieture som DUF afholder flere gange årligt. Formålet er at give både lokalpolitikere og folketingsmedlemmer mulighed for at gå i direkte dialog med foreningslivet rundt omkring i Danmark. Næste studietur afholdes 12. september, hvor blandt andre folketingsmedlem Britt Bager (V) skal med på tur til Favrskov kommune. Her er det blandt andre 4H Østjylland og DSU Favrskov, som vil agere værter.