Demokratikommissionens medlemmer

Mød nogle af medlemmerne af DUFs Demokratikommission nedenfor, og læs, hvad de mener, er demokratiets største udfordringer, og hvad de hver især vil lægge særlig vægt på i arbejdet i kommissionen.

Følgende personer og organisationer sidder med i Demokratikommissionen.

Alex Ahrendtsen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors
Charlotte Bach Thomassen, formand, DGI
Chris Preuss, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd
Christian Elmelund-Præstekær, institutleder, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Eva Kjer Hansen, minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, medlem af Folketinget for Venstre
Lisbeth Bech Poulsen, medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti
Lisbeth Knudsen, chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen, formand for Demokratikommissionen
Jan Juul Christensen, partisekretær for Socialdemokratiet
Jonas Christoffersen, direktør, Institut for Menneskerettigheder
Lisbeth Trinskjær, formand, Folkehøjskolernes Forening
Mette Abildgaard, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti
Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør, Danmarks Idrætsforbund
Morten Skov, næstformand i FH
Rasmus Meyer, forstander, Krogerup Højskole
Per Lyngby, tidl. formand for hhv. Danske Medier, Danske Dagblades Forening og European Newspaper Publishers’ Association
Peter Munk Christiansen, institutleder, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Peter Skov-Jakobsen, Biskop over Københavns Stift
Victoria Velásquez, medlem af Folketinget for Enhedslisten
Tom Jensen, chefredaktør, Berlingske Tidende
Torsten Gejl, medlem af Folketinget for Alternativet
Sandy French, nyhedsredaktør for DR Nyheder
Svend Thorhauge, landsformand, Radikale Venstre
Solvejg Schultz-Jacobsen, sekretariatschef i KL

Vi er så heldige at leve i et tillidsbaseret samfund, og det er også fundamentet for vores demokrati. At vi gerne overlader til nogle politikere at træffe beslutninger på vores vegne. At vi vælger disse politikere ved demokratiske valg, og at vores demokratiske institutioner i øvrigt fungerer, at de politiske beslutninger foregår ved transparente processer, og at vi har frie medier til at overvåge disse processer og de folkevalgte. Vi tror stadig på vores demokratiske institutioner, men tilliden til politikerne falder, kun fire procent af befolkningen er medlemmer af de politiske partier, som opstiller kandidater, og rundt omkring i verden er der ved at sprede sig et demokratisk mismod både hos unge og ældre. En manglende tro på, at politikerne har de rigtige svar og den nødvendige handlekraft. Det er vores udfordring kogt ind til kernen.

Jeg har valgt at takke ja til at være formand for Demokratikommissionen, fordi DUF som de eneste har taget handsken op og handlet på baggrund af den krise, som demokratiet er på vej ind i. Og måske er det netop den helt rigtige initiativtager, for det er de unge, der skal bevare lysten og engagementet i demokratiet, som skal udvikle det og fremtidssikre det. Når alt for mange unge både i Europa og USA i dag tilkendegiver, at det er ligegyldigt, om vi har demokrati eller en anden styreform, så hænger det måske sammen med, at de ikke føler sig hørt. Den ældre del af befolkningen er hastigt voksende, og de unge generationer vil langt ud i fremtiden altid være i mindretal politisk. Det må vi tænke over, hvordan vi gør noget ved. Det nytter ikke, at de unge bliver demokratisk desillusionerede.

Min rolle som formand for Demokratikommissionen bliver at sørge for, at vi får nogle grundige og substantielle debatter om demokratiets tilstand og ikke mindst om, hvordan vi kan prøve at tænke nyt for at inspirere til en revitalisering af den demokratiske ånd i et digitalt århundrede. Vi har aldrig haft så meget adgang til information som nu. Vi har aldrig haft så let adgang til kommunikation og debat som nu. Hvordan kanaliserer vi disse mangfoldige muligheder ind på en positiv måde i vores demokratiske processer, hvordan gør vi det attraktivt at være politiker og at deltage i det politiske arbejde? Hvordan får vi genetableret troen på den politiske handlekraft og lydhørheden overfor de mennesker, som har mistet tålmodigheden og søger en stærk mand eller en populist med alle de kortsigtede løsninger? Det er nogle af emner, vi skal prøve på tværs af meningsforskelle og forskellig baggrund at finde frem til. Ved at lytte til hinanden, lære af andre og tænke gode anbefalinger sammen. Det bliver bare så spændende og forhåbentlig også skelsættende for vores demokrati.

Den største udfordring for demokratiet er, at vi tager i dag det for givet, og det er farligt. Vi skal hele tiden arbejde aktivt for at udvikle og styrke vores demokrati. Vi kan se, at opbakningen til demokratier er svækket også i dele af Europa. Det skulle nødig ske i Danmark.
Jeg vil gerne være med til at styrke samtale om vores demokrati. Og jeg synes, det er spændende, at en ungdomsorganisation sætter fokus på demokratiet.
I Demokratikommissionen vil jeg lægge vægt på inddragelse af unge medborgere i samtalen om vores demokrati. Det er de unge, der skal forstå, hvor vigtigt demokratier er, da det er dem, der skal holde fast i det.

Vores demokrati er udfordret af fake news, totalitære ideers fremmarch, partier, der mister medlemmer, og af en medievirkelighed, der forvandler politik fra deltagersport til en tilskuersport. Men den måske største trussel er resignationen og håbløsheden - ideen om, at det ikke nytter noget at engagere sig, og at politik i bredeste forstand er noget for de andre.
Mange oplever samfundsudviklingen som et naturfænomen og noget, de ikke har indflydelse på. Det skal der laves om på, og derfor hilser jeg DUFs Demokratikommission meget velkommen. Mit håb er, at vi sammen kan udvikle ideer til, hvordan flere føler sig berettiget til og ansvarlig for at tage del i det politiske liv.
Mit fokus i Demokratikommissionen vil være opgøret med håbløsheden og resignationskulturen.

Der er mange udfordringer når vi taler om demokrati og lige så mange muligheder. En af udfordringerne er at sikre forståelse af, hvad demokrati betyder i det nære hverdagsliv, for både børn, unge og voksne. Vi bliver nødt til at tale om demokrati, så det bliver nærværende for alle mennesker. Derfor skal vi udfolde og tydeliggøre demokratibegrebet sådan, at det ikke alene skaber en reference til valg i det repræsentative demokrati. Det at indgå i fællesskaber, hvor indflydelse og ansvar fører til handling er afgørende for at forstå demokrati. Heri findes muligheder for medbestemmelse og empowerment, at skabe og udvikle.

Jeg har valgt at være en del af DUFs Demokratikommission, fordi jeg gerne vil bidrage til øget fokus på demokrati i mange forskellige arenaer, ikke mindst i de folkeoplysende foreninger. Vi skal sikre sammenhængen mellem lokalt demokrati og nationalt demokrati, handlingsdemokrati og repræsentativt demokrati. Det vil jeg lægge vægt på som medlem af kommissionen.

Vi er ikke født som demokrater, men det glemmer vi. At være folk i et frit og levende folkestyre, dannes vi til. Politiske ”oneliners” formet af taktiske overvejelser på baggrund af fokusgrupper kommer til kort, i mødet med de komplekse, globale udfordringer vore samfunds fremtid er præget af udsigten til. En presse som i jagten på klik, dyrker konflikten som overfladisk underholdning, tager hverken konflikten alvorlig eller levner plads til tvivl, indrømmelser og nuancer. Et flittigt kommentatorkorps lægger et filter af taktiske overvejelser ind over disciplinen politik. Alt for mange blander sig udenom, og tilliden til demokratiet skrumper. Folk bliver til forbrugere.

Der findes ikke enkle forklaringer på demokratiets udfordringer, ej heller enkle løsninger. Hvis mange forskellige perspektiver sammenholdes, vil vi se begge dele klarere. Det er der brug for, og den grundighed fortjener vores umisteligt værdifulde demokrati.

Jeg vil have øje for, hvordan vi kan gøre afmagt til handlekraft, hvordan vi kan styrke den demokratiske dannelse – ikke mindst hos unge - og hvilket ansvar for løsningerne højskolerne, civilsamfundet og folkeoplysningen kan bidrage med.

I mine øjne er den støre trussel mod vores demokrati, at det bliver taget for givet af danskerne, med det resultat at for få engagerer sig i demokratiet. Vi kan se at medlemstallene i de politiske partier falder og vi konstaterer i partierne, at færre og færre har lyst til selv at stille op til valg. Nok også som et resultat af politikerleden. Det betyder reelt, at grundkernen i demokratiet bliver for en lille indspist forsamling. Det bekymrer mig meget som politiker, men omvendt ser jeg også med håb på de nye former for demokratisk deltagelse, som sociale medier, græsrodsbevægelser mv. åbner op for. Vores demokrati skal forandres for at bevares. Jeg glæder mig til at engagere mig i DUF’s Demokratikommission, hvor jeg vil have fokus på disse temaer.

Den største udfordring for vores demokrati er, at genetablere den politiske samtale. Den politiske samtale forudsætter, at der er uenighed, så det er samtalen henover uenigheden.

Jeg er med i Dmeokratikommissionen, fordi det er væsentligt for et demokrati, at vi diskuterer med hinanden, at vi sikrer hinandens politiske frihed, åndsfrihed, og at frisindet eksisterer imellem os. Det giver ikke sig selv. I 1960 var 20% medlem af et politisk parti, nu er tallet 4,5%. Det er ved at blive nogle ret små diskussionsklubber, vi rekrutterer vores politikere fra. Folkekirken kan med sine udstrakte frihedsrettigheder inden for egen organisation måske bidrage med en forståelse for, at man kan være i forening med nogle, man er meget uenig med, men der er stadig noget centralt, der binder os sammen.

Jeg vil vægte varetagelsen af åndsfrihed og frisind i kommisionsarbejdet. Demokrati er ikke kun politik, men også kultur, og den politiske debat skal altid åbne sig ud mod den øvrige debat, der er i et samfund.

Demokratiets største udfordring er tillidskrisen. Den manglende tillid til politikerne og til den demokratiske samtale. Til de institutioner, som forvalter den fælles husholdning. Til, at det faktisk er demokratiet, altså staten, som kan tage vare på de store problemer, som kun kan, men skal løses i fællesskab. Til, at politikken kan afhjælpe de nære udfordringer, som jo er dem, der mærkes, fordi de er tæt på livet. For man skal ikke tage fejl. Samfundsengagementet fejler ikke noget, men alt for mange tvivler i dag på, at politikken er den rette vej til at få indflydelse og skabe forandring. Konsekvensen er politikerlede og mismod.

Det er en bunden opgave at ændre på det forhold. For der er ingen vej uden om demokratiet. Det er stadig den mindst ringe styreform. Derfor skal vi forny den demokratisk samtale og finde nye veje til det politiske engagement. Det vil jeg gerne bidrage til.

Når verdens ledere – politikere, erhvervsfolk, NGO’er og mediefolk – hvert år i januar mødes til World Economic Forum’s topmøde i Davos i Schweiz, præsenteres de for endnu en deprimerende undersøgelse, der viser, at kløften mellem den uddannede del af befolkningen (15 procent) og den brede befolkning (85 procent) er vokset. Deres tillid til autoriteter og institutioner er vidt forskellig.

Det er et demokratisk problem, og udviklingen i Europa i de seneste 20 år viser det med al tydelighed: I 1998 levede 12,5 millioner europæere i lande med regeringer, der havde et mere eller mindre populistisk tilsnit. I 2018 er det vokset til 170 millioner europæere, hvis regeringer siger, at de vil lede folket i kampen mod eliten.

Demokratikommissionen er et godt initiativ, der giver mulighed for at beskæftige sig med det allervigtigste i et demokrati, nemlig praktiseringen af det. Jeg vil fokusere på, hvordan vi gør så mange danskere som muligt til aktive demokrater, der ikke kun stemmer ved valg og folkeafstemninger, men også bruger deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Den største udfordring for demokratiet i disse år er manglende tillid til politikerne og institutionerne. Demokrati er en måde at ordne magt på. Forudsætningen for, at det kan fungere, er en grundlæggende tillid til, at magten inden for demokratiets rammer forvaltes på ordentlig vis af dem, der er blevet den givet. Her er der sket en foruroligende udvikling: På få år er borgernes tillid til politikerne og institutionerne faldet markant. Det er ret opsigtsvækkende sket samtidig med at langt flere har fået mulighed for at deltage aktivt i den demokratiske debat, f.eks. via de sociale medier. Demokratiet har ikke fundet fodfæste i en ny medievirkelighed. Jeg har sagt ja til at deltage i Demokratikommissionen, fordi jeg synes det er en helt afgørende diskussion at deltage i og komme med løsningsbud på.

Demokratiet er skabt af mennesker, og derfor kan det også ødelægges af mennesker. Der er mange trusler mod demokratiet. Til nogle af de vigtige hører den dalende tillid til politikerne, stigende følelse af politisk afmagt, stærke populistiske træk i den nationale og internationale debat og accepten af alternative facts. Danmark har samtidig nogle demokratiske styrker, som vi skal værne om, og som man bedst får øje på, når man sammenligner med andre lande: Komparativ set stor viden om, interesse for og deltagelse i politik samt relativt stor tiltro til egne påvirkningsevner. Vi skal også værne om vore traditionelt stærke demokratiske institutioner.

Demokratiet vil være til evig debat, og derfor er et initiativ som Demokratikommissionen særdeles velkomment.

Jeg vil bidrage til Demokratikommissionen ved at være med til at skabe et godt videnmæssigt grundlag for diskussionen om demokrati og folkestyre.

Det danske demokrati står stærkt. Valgdeltagelsen er høj, og opbakningen til demokratiet er stor. Men demokratiet må aldrig tages for givet.

I dag er mange bekymrede for, om demokratiet er stærkt nok til at håndtere de udfordringer som følger med bl.a. digitalisering, klimaforandringer eller globalisering. Samtidig oplever mange, at den demokratiske proces er kompliceret og præget af et højt konfliktniveau. Det udfordrer opbakningen til demokratiet, og det påvirker lysten til selv at engagere sig i det repræsentative demokrati.

Jeg tror, at en del af løsningen ligger i, at flere – særligt unge – oplever, at de er repræsenterede i den demokratiske samtale og kan genkende deres egne håb og bekymringer i de politiske beslutninger. Flere skal opleve, at det er let at få indflydelse og blive hørt både lokalt og nationalt. Det vil jeg lægge vægt på i mit arbejde i demokratikommissionen.

Demokrati fordrer respekt og samtale på tværs igennem samfundet. I demokratiet har vi brug for hinanden, ja vi bliver bedre og mere produktive mennesker af at være i samspil. Det skaber tillid ikke alene i direkte relationer mellem fx handlende men også generelt mellem fx samfundsklasser. Min bekymring er, at samtalerne er ved at forstumme.

Jeg vil lægge kræfter i kommissionen, fordi der er brug for nye syn på, hvordan den demokratiske livsform kan næres. Nye ideer til, hvordan vi kan skabe dialog og relation mellem eksempelvis stenbroen og stokrosen, Anna og Amira, computeren og kitlen, spejderen og gameren eller rød og blå.

I kommissionen vil jeg være bannerfører for nedbrydningen af forestillede modsætningsforhold og mentale siloer. Jeg vil gøre mit bedste for at skabe rammer for og anledninger til for at umage par mødes for at skabe forståelse og indsigt i mennesket, holdning og livet bag modsætningen.

1/5 af vores medborgere i Danmark føler sig udenfor fællesskabet. De føler ikke, at der er plads til dem. At være udenfor fører ofte til apati eller ekstremisme. Begge dele er ødelæggende for demokratiet. Ved at få flere med i fællesskaberne styrker vi demokratiet og bekæmper ekstremisme. Demokratikommissionen er en velkommen mulighed for at få sat fokus på fællesskaber og sammenhængskraft som afgørende elementer i styrkelse af deltagelse i demokratiet og den demokratiske samtale.

En af de største udfordringer for demokratiet er, hvordan vi sikrer en fælles demokratisk samtale på tværs af alle grupper i samfundet. Der er en stigende tendens til, at vi kun samtaler med dem, vi ligner socialt og økonomisk. Så ender vi i hver vores boble. Der er måske også en tendens til, at vi affærdiger populisme som en tendens, vi alene skal bekæmpe og ikke forstå.

Vi bliver nødt til at have blik for, at populisme blandt andet opstår på grund af en øget kløft mellem elite og den brede befolkning, og på grund af at der er færre og færre ting i en digitaliseret og globaliseret verden, der giver sammenhængskraft.

Derfor vil jeg gerne i mit arbejde i Demokratikommissionen lægge vægt på at finde løsninger på, hvordan vi kan styrke sammenhængskraften i samfundet, blandt andet i form af hverdagens fællesskaber i foreningslivet, som stedet hvor helt almindelige danskere mødes året rundt; får demokrati og deltagelse ind under huden; lærer hverdagens sociale normer og knytter bånd til andre på kryds og tværs af alle øvrige skel.

Tilmeld nyhedsbrev

Relateret indhold