Hvorfor en Demokratikommission?
02-10-2018
Kronik bragt i Politiken den 2. oktober 2018. Af Lisbeth Knudsen, formand for Demokratikommissionen, og Kasper Sand Kjær, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd bragt i Politiken 2. oktober 2018.
Vi lever i en tid, hvor demokratiet på en lang række parametre er udfordret. Mulighederne for at deltage i den offentlige samtale har aldrig været mere mangfoldige, men tonen på de sociale medier afskrækker flertallet af unge fra at diskutere holdninger online. Vi ligger stadig i toppen af verdensranglisten, når det handler om at deltage i det repræsentative demokrati gennem valg, men tilliden til de centrale institutioner og politikere er bemærkelsesværdig lav. Mængden af nyheder om politik er massiv som aldrig før, men færre og færre stoler på de etablerede medier som troværdige aktører. Frivilligheden og det lokale engagement blomstrer, men flere og flere føler sig koblet af samfundsudviklingen og marginaliseret. Der er med andre ord et utal af dilemmaer, der rejser spørgsmålet: Er det danske demokrati i krise? Vores korte, intuitive svar vil nok være ja. Men hvad vil det lange, eftertænksomme svar være? Og hvilke løsninger skal på bordet for at genoprette demokratiets sundhedstilstand?
Hvis De, kære læser, forventer, at denne kronik leverer svarene, må vi desværre skuffe. Det er alt for kompleks en problemstilling til, at vi kan og vil give os i kast med at svare på disse spalter. Sådan er det med demokratiet. Det er komplekst, foranderligt og til alle tider defineret af de demokrater – eller antidemokrater – der bebor det.
”Demokrati er ikke et system eller en lære; det er en livsform; men det at leve lader sig ikke lære efter lærebøger og paragraffer; det er en kunst – eller en gave, om man vil.” Ordene er Hal Kochs, stifter af DUF og utrættelig demokratiforkæmper før, under og efter 2. verdenskrig. For Hal Koch og hans samtidige var truslen mod demokratiet anderledes håndgribelig. Der foregik en blodig kamp om magten på vores dørtrin, og internt i Danmark blev vores demokratiske sindelag og sammenhold sat på en ufattelig hård prøve. Heldigvis har vores del af Europa været præget af fred siden afslutningen af 2. verdenskrig, men behovet for at forny og udvide demokratiet er en evig opgave.
Derfor har DUF besluttet sig for at nedsætte en demokratikommission, hvor vi vil samle væsentlige demokratiaktører til at kigge både indad og udad og i fællesskab blive klogere på udfordringer for vores demokrati og forpligte hinanden på at løse dem i fællesskab.
Vi tror naturligvis ikke, at demokratiets problemer løses af en kommission alene, for ansvaret for demokratiet hviler på os alle sammen – medier, politikere, borgere og civilsamfund.
Til gengæld tror vi på, at vi med Demokratikommissionen kan starte en bred og inddragende samtale om demokratiets næste udviklingstrin, hvor alle lag af samfundet får plads og taletid.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage til de gode gamle dage, hvor forsamlingshuset var rammen om det lokale, politiske liv, hvor de politiske partier var store folkebevægelser og tempoet i nyhedsstrømmen gav plads til refleksion og diskussion. Vi er nødt til at diskutere, hvad der er nutidens og fremtidens forsamlingshuse. Hvordan unge kan og vil engagere sig i samfundet. Hvordan Danmark undgår at blive splittet på tværs af geografi, alder, uddannelsesniveau, etnicitet. Hvordan vi fornyer den demokratisk samtale og genvinder tilliden til vores folkevalgte.
Udfordringer er der nok af
Det er let at forfalde til dommedagsscenarier og dystopiske forudsigelser når man kigger ud over det politiske landskab – både herhjemme og i udlandet. Nynazister marcherer i Tysklands gader, Ungarns premierminister drømmer om et Europa bestående af iliberale demokratier, splittelse nærmest idealiseres i USA's politiske landskab, og Rusland arbejder aktivt og slet skjult for at påvirke demokratiske processer i Vesten. 2017 var tolvte år i træk, hvor antallet af lande, der blev mere demokratiske, var færre end dem, der blev mindre demokratiske - målt på regelmæssige og frie valg, frie medier, retsstatsprincipper og mindretalsrettigheder. En rapport fra Pew Research peger på, at 46 procent af de 18-29-årige i USA foretrækker at blive styret af eksperter fremfor folkevalgte. En analyse gennemført i syv EU-lande af YouGov viste, at kun halvdelen af de unge mener, at demokrati er en god styreform. Danmark kan med andre ord se ud på en verden, hvor demokratiet er udfordret. Hvordan påvirker alt dette os i Danmark? Får vi de samme tendenser at se herhjemme, og hvad kan vi gøre for at dæmme op for dem? Det er nogle af de spørgsmål, Demokratikommissionen kommer til at tage stilling til.
Vi vil dog allerede gerne nu pege på tre emner, hvor vi som liberalt demokrati er nødt til at sætte ind for at undgå, at vigtige demokratiske kendetegn viskes ud.
1) Politikerne og partierne
Partiernes rolle som bindeled mellem borgere og politikere er under forandring og har været det længe. Partierne var tidligere rammen om bestemte interesser, klasser og erhverv med en stærk fællesskabskultur. I dag skifter partierne oftere vælgersammensætning, og det er langt fra givet, at et partis medlemsbase afspejler samme partis vælgergruppe. Partiernes samlede medlemstal er faldet fra mere end 600.000 i 1960 til under 200.000 i 2010. Det betyder, at færre og færre deltager i valg af kandidater til folketing, regionsråd og byråd, og der er få ambassadører for politisk arbejde og engagement.
Partierne har svært ved, i samme omfang som tidligere, at drive en debat om samfundets generelle udvikling på en måde, hvor danskerne, medlemmer såvel som ikke-medlemmer af partierne, føler sig involveret i processen. Vi er overbeviste om, at det er her, at kimen til meget af den politikerlede, vi ser i dag, ligger. Historisk set har forholdet mellem partierne, medlemmerne og vælgerne bevæget sig ind i en negativ spiral, hvor det kan være svært at konkludere, om det er de faldende medlemstal, der har svækket baglandets indflydelse på politikudviklingen, eller centraliseringen og professionaliseringen af de politiske beslutningsprocesser, der har svækket de lokale partiorganisationers evne til at lokke medlemmer til. Måske er det en kombination af begge. Uanset hvad, ser vi med største alvor på udfordringen. Man kan sagtens være politisk engageret uden at være medlem af et politisk parti, og det er rigtig mange danskere heldigvis også. Men der er en særlig demokratisk værdi i, at politiske partier er rodfæstet i en gruppe af aktive medlemmer. Der findes i vores optik ikke et gangbart alternativ til det repræsentative demokrati. Vi ønsker os ikke et konsensusdemokrati, hvor initiativer kun bliver virkelighed ved total enighed, eller et teknokrati, hvor politiske initiativer måles med en objektiv målestok efter nødvendighed eller samfundsøkonomisk effekt. Politik er og skal være holdningsbåret. Man skal kunne mærke forskel på visionerne og metoderne. Men vi vil have lov til at stille krav om, at båndet mellem politikerne, partierne og borgerne styrkes, så vi kan få den bedst mulige politiske samtale om udviklingen af samfundet.
2) Medierne og den demokratiske samtale
Sidder De og læser dette i Deres papiravis, tilhører De en efterhånden sjælden race. Flere og flere får hovedsageligt deres nyheder og viden om politik fra sociale medier som Facebook og Twitter. Det kan selvfølgelig også være, at De er havnet i denne kronik netop fra et socialt medie, men det ændrer ikke på, at vilkårene for produktion og formidling af nyheder har undergået drastiske forandringer alene de seneste ti år. Og med det også den politiske debat, der i langt højere udstrækning finder sted i kommentarspor på nettet end ved det fysiske møde. På den ene side er det fantastisk, at langt flere kan deltage i debatten, få direkte kontakt til folkevalgte og meningsdannere og organisere sig i politiske mærkesager med ligesindede på tværs af landet. Men bagsiden af mønten er, at mange særligt unge ikke tør deltage i den politiske samtale online af frygt for at blive hængt ud, hånet eller måske endda ligefrem truet på livet. DUFs Demokratianalyse viser, at tonen i politiske debatter på Facebook og Twitter får 56,5 procent af de 16-26-årige til at holde deres meninger for sig selv, og 65 procent af danskerne mener, at medierne bør tage et større ansvar for at moderere politiske debatter online. Det er vores klare overbevisning, at de professionelle medier spiller en central rolle – både som ansvarlig for den negative udvikling og som aktør i en løsning på udfordringerne.
Her er der igen tale om hønen og ægget. Er det medieforbrugernes adfærdsmønstre, der fremelsker flere historier om konflikt, taktik og personlige skandaler i det politiske liv, eller er det medierne selv, der har skabt denne efterspørgsel i befolkningen ved at gøre politik til et spil, der konstant skal motivforskes af kommentatorer og italesættes som en tilskuersport? Uanset hvad, er det en enorm trussel mod vores demokrati, hvis medierne mister befolkningens tillid. Helt grundlæggende fordi, de professionelle medier står i frontlinjen i kampen mod fake news og udbredelsen af misinformation. På den anden side står de nye medier – eller måske nærmere platforme for indhold. Syv ud af ti danskere mener, ifølge en Epinion-undersøgelse foretaget for DUF, at de sociale medier bør leve op til medieansvarsloven. Uanset hvilket socialt medie der er tale om, bør man ikke kunne frasige sig ansvaret for, hvad der deles af indhold på ens platform. Er det ikke fair at stille krav til de sociale medier om at tage ansvar for demokratiet, når man tjener penge ved at operere på det danske marked?
3) Borgerne
Det er nemt at forfalde til at placere skylden for demokratiets udfordringer hos politikerne og medierne. Det ser vi år efter år i målingerne af forskellige faggruppers troværdighed, hvor netop politikere og journalister befinder sig i den tunge ende af skalaen. Men hvis man kunne vurdere det, hvor ville ”borgere” så ende i sådan en rangering? Er vi som borgere selv med til at styrke eller svække demokratiet i de valg og fravalg, vi træffer i dagligdagen?
I Danmark er civilsamfundet vokset ud af stærke frivillige fællesskaber og bygget på sunde demokratiske værdier som tillid og respekt mellem ligeværdige medborgere. Vi er stolte af fortællingerne om, at tre danskere ikke kan mødes uden at stifte en forening, og at det også er i foreningslivet, at bankdirektørens datter møder kassedamens søn. Men vi ser tegn på, at det frivillige engagement er faldende indenfor blandt andet de faglige, politiske og internationale organisationer. Tendensen går i retning af flere ansatte og større professionalisering i de civile organisationer. Stadig færre er aktive inden for den forening, hvor de er medlem. Set i et demokratisk perspektiv er det problematisk, at de civile organisationer får færre aktive medlemmer og i stedet drives af lønnet professionel arbejdskraft, mens ”medlemmerne” alene bidrager med donationer og kontingent, men ikke aktivt er involveret i organisationernes daglige virke og demokratiske processer. Undersøgelser af danskernes frivillige engagement viser desuden en stigende ulighed i, hvem der er frivillige. Det frivillige engagement ligger højt for danskere med lang uddannelse, beskæftigede og ældre, mens frivilligheden blandt unge, børnefamilier og kortuddannede er på tilbagegang.
En undersøgelse fra DUF i 2015 viste, at mere end en tredjedel af de 16-30-årige hverken er engageret i foreningsaktiviteter, deltager i selvorganiserede aktiviteter eller bruger tid på frivilligt arbejde i deres fritid. Det er 400.000 unge danskere. Vi siger ikke, at alle partout skal styrte hen og melde sig ind i en håndboldklub eller melde sig som frivillig indsamler næste søndag, men vi er nødt til at kigge indad som medborgere i dette land. Hvis ingen melder sig til at træne børnenes fodboldhold, falder klubben sammen. Hvis ikke vi selv tager ansvar for vores nabolag gennem beboerforeninger og lokaludvalg, mister vi indflydelse på vores dagligdag. Og hvis ikke vi engagerer os i samtalen om vores demokrati i små og store sammenhænge, bliver der truffet beslutninger uden om os. Der kommer ikke en konsulent fra kommunen eller professionel træner og klarer ærterne. Og heldigvis for det.
I arbejdstøjet
Lad os bare være ærlige: Vi er bekymret for vores demokrati. Ikke fordi vi tror det bliver opløst i morgen, men fordi vi ser, at grundpillerne i vores demokrati langsomt eroderer: Færre deltager i en stadig mere polariseret politisk samtale, de politiske partier har mistet deres folkelighed, og politikerleden slår rekorder. Men vi tror også på, at vi i fællesskab kan rette op på det. Da vores demokrati var mest truet i de mørke besættelsesår, overlevede det, fordi vi fællesskab besluttede os for at stå sammen om demokratiet. Det er vores håb, at vi med Demokratikommissionen igen kan skabe sammenhold om demokratiet og få de væsentlige aktører til at rykke sammen i et fælles ønske om en positiv videreudvikling af vores demokrati.
Vi glæder os til at dele kommissionens arbejde med resten af Danmark, og vi håber på stor interesse for at bidrage til arbejdet med at fremtidssikre demokratiet.
