Vil du styrke unges demokratiske engagament og gennemslagskraft?
I Netværket af Ungdomsråd (NAU) er vi på jagt efter en udviklingskonsulent, der skal være med til at udvikle lokale uddannelsesforløb og stable dem på benene for ungdomsråd og –huse i hele landet. Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 30 timer om ugen, som løber til og med den 30. April 2028.
Midlertidig
13-04-2025
Blegdamsvej 24a, 2200 København N
Som udviklingskonsulent vil du over de næste tre år være med til at skabe indflydelse og engagement i lokale ungemiljøer over hele landet. Du skal være med til at udvikle og afholde lokale uddannelsesforløb, der skal gøre ungdomsråd og –huse over hele landet i stand til at organisere sig, så de bedst muligt kan skabe de forandringer de drømmer om for deres lokalområde.
Din vigtigste kvalifikation er, at du har erfaring med organisering af frivilligt arbejde og allerhelst på både lokalt og nationalt niveau. Det kan både være erfaring fra din tidligere arbejdsplads eller fra dit frivillige engagement.
Dine primære arbejdsopgaver vil være at:
- udvikle, planlægge og afholde lokale uddannelsesforløb for ungdomsråd
- planlægge og afholde afslutningsweekender for uddannelsesforløbene cirka hvert halve år
- klæde unge frivillige på til at kunne afholde workshops og forløb for andre unge
- understøtte og vejlede ungdomsrådene i de projekter, de stabler på benene
- arrangere erfaringsudvekslings- og netværksaktiviteter for ungdomsrådenes koordinatorer
- indsamle erfaringer, viden og idéer til den vidensportal, vi er ved at udarbejde.
Du kommer til at dele opgaver og ansvar med vores anden udviklingskonsulent, og vi fordeler jeres opgaver efter interesser, ønsker og erfaringer.
Vi forestiller os, at du:
- trives med at samarbejde med frivillige og er god til at lytte til og inddrage dem i dit arbejde
- er god til at skabe struktur og overblik, så vi når godt i mål med vores projekt
- synes det er sjovt at prøve nye ting af og har mod på at kaste dig over et større udviklingsprojekt, hvor vi løbende evaluerer og udvikler vores aktiviteter og forløb
- godt kan lide at være personen på gulvet, der koordinerer begivenhedernes gang og formår at improvisere, når det går anderledes end ventet
Som en del af din ansøgning vil vi gerne have, at du også skriver en kort tekst om, hvorfor du synes, det er vigtigt at styrke unges demokratiske engagament og gennemslagskraft.
NAU som arbejdsplads
Du bliver ansat i et lille, uformelt sekretariat bestående af dig og tre andre ansatte. Du kommer til at arbejde i et tæt makkerskab med vores anden udviklingskonsulent, som du vil dele arbejdsopgaver og ansvar med, men du kommer til at dele kontor, kaffemaskine og hyggelige stunder med os alle. Derudover kommer du til at arbejde tæt sammen med NAUs valgte frivillige bestyrelse, andre engagerede unge i lokale ungdomsråd, samt koordinatorerne for ungdomsrådene.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 30 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt. Stillingen løber til og med d. 30. april 2028. Lønnen udgør 30.000 kroner om måneden. Vi tilbyder mulighed for fleksible arbejdstider, afspadsering 1:1 og mulighed for at varetage nogle arbejdsopgaver hjemmefra.
Din arbejdsplads vil være på NAUs kontor på Blegdamsvej 24a København N. Der vil være aften- og weekendarbejde samt en del national rejseaktivitet.
Ansøgning og samtale
Vi skal have din ansøgning, CV og evt. andre relevante dokumenter på info@nau.dk senest søndag den 13. april kl. 23.59. Samtaler vil blive indkaldt umiddelbart efter og bliver afholdt om eftermiddagen den 22. og 23. april. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatsleder Maya Filskov på maya@nau.dk.
Kort om NAU
NAU er en paraply- og interesseorganisation for ungdomsråd og ungdomshuse i hele landet. Organisationen arbejder målrettet med udvikling af unges muligheder for at engagere sig og deltage i demokratiet – både som politiske aktører og kulturskabere. Det sker gennem opkvalificering og uddannelse af unge, samt at være en tværpolitisk interesseorganisation og platform for de danske ungdomsråd og -huse. NAUs daglige drift varetages primært af en frivillig bestyrelse valgt af organisationens landsmøde, og af det lille, engagerede sekretariat, som du bliver en del af.