Malene Bentsen Laursen sætter fokus på ungeinddragelse i tale til FN ved ECOSOC Youth Forum 2021
07-04-2021
Skrevet afBenjamin Kinimond Meier
Ungdomsdelegat til FN for demokrati og partnerskaber, Malene Bentsen Laursen, fremhæver behovet for øget ungeinddragelse i beslutningsprocesser efter Covid-19
Malene Bentsen, en af Danmarks og DUFs ungdomsdelegater for demokrati og partnerskaber, fik taletid på vegne af Danmark til FN’s ungetopmøde i det Økonomiske og Sociale Råd - ECOSOC Youth Forum. Malene satte fokus på at øge unges inddragelse i politiske beslutningsprocesser, især efter den globale pandemi.
Malene understregede, hvordan unge mennesker er dem, der kæmper for rettigheder, verdensmål og et bæredygtigt klima, men samtidig møder modstand flere steder fra de politikere, der skal repræsentere dem. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at øge den meningsfulde inddragelse af unge i internationale fora, såsom FN, for at styrke de unges stemmer og fortsætte udviklingen mod en fredelig, lige og bæredygtig verden.
Med udgangspunkt i ’Youth 2030’, FN’s ungdomsstrategi, bør alle lande være opmærksomme på at inkludere flere unge i beslutningsprocesser, policy implementering og for en bæredygtig fremtid for unge - især efter Covid-19.
Til slut fremhævede Malene, at unge mennesker over hele verden sætter deres lid til FN og forventer, at FN inkluderer dem og giver dem plads. Derfor er det vigtigt, at inddragelse af unge ikke ender med dette eneste møde, men fortsat prioriteres, så vi opnår den verden vi ønsker, efter pandemien.