Forum mod Psykisk Mistrivsel lancerer anbefalinger til fælles handling
09-11-2021
Skrevet afBirgitte Søe
Alt for mange børn og unge trives ikke psykisk. Det er et stigende problem, og udviklingen kalder på handling. Derfor præsenterer Forum Mod Psykisk Mistrivsel, som DUF er en del af sammen med seks andre organisationer, en række anbefalinger til, hvordan vi sammen kan knække kurven.
For mange børn og unge mistrives. Flere unge oplever en dalende livstilfredshed og stigende ensomhed. Det skal vi gøre noget ved.
Derfor præsenterer Forum mod Psykisk Mistrivsel i dag et fælles udspil med en række anbefalinger til, hvordan indsatsen mod psykisk mistrivsel i fællesskab kan styrkes.
Bag Forum mod Psykisk Mistrivsel står organisationerne Dansk Ungdoms Fællesråd, BUPL, Børns Vilkår, Dansk Erhverv, Dansk Psykolog Forening, Djøf og Skolelederforeningen.
Forum mod Psykisk Mistrivsel fremlægger seks overordnede anbefalinger, der alle er vigtige for at forebygge psykisk mistrivsel. Der skal sættes ind med forebyggelse allerede fra børnene er små, og anbefalingerne omhandler både daginstitutionen, grundskolen, uddannelsessystemet, fritidslivet, familien, børn og unges digitale liv og arbejdsmarkedet.
Med anbefalingerne fra forummet følger også en klar opfordring til politikerne på Christiansborg om at sætte gang i arbejdet med en national handleplan hurtigst muligt. Psykisk mistrivsel blandt børn og unge er en stor belastning for det ramte barn og dets familie, men den kan også få alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser. Det er afgørende, at vi fremover øger indsatsen for at forebygge og behandle psykisk mistrivsel.
Seks overordnede anbefalinger mod psykisk mistrivsel
Fastsæt mål
Danmark bør fastsætte 2030-mål for mental sundhed blandt børn og unge og iværksætte monitorering.
Styrk de positive fællesskaber
Det er afgørende for børn og unges trivsel, at de indgår i positive fællesskaber, og det er en beskyttende faktor i forhold til psykisk mistrivsel.Børn og unges deltagelse i fællesskaber kommer ikke altid af sig selv, men er en vigtig pædagogisk opgave, som kræver gode faglige kvalifikationer blandt de fagprofessionelle.
De positive fællesskaber skal styrkes i både daginstitutioner, grundskolen, i fritidslivet og i uddannelsessystemet efter grundskolen.
Bekæmp digital mistrivsel
Det digitale liv er for mange børn og unge mindst lige så vigtigt som det analoge liv og kan også føre til psykisk mistrivsel.
Den digitale dannelse bør indledes allerede fra indskolingen, og der er behov for et samarbejdsforum mellem platforme, myndigheder og relevante aktører. Derudover skal markedsføringsloven håndhæves og ajourføres, så den beskytter børn og unge online.
Styrk familieindsatsen og reducér stress i arbejdslivet
At have en tryg og tæt relation til forældre og nære omsorgspersoner er en afgørende beskyttelsesfaktor mod, at børn og unge udvikler psykisk mistrivsel. Det kræver at omsorgspersoner er stabile og i stand til at møde barnet i overensstemmelse med barnets behov.
Det er nødvendigt at fokusere på såvel tidlig tilknytning som balancen mellem arbejds- og familieliv. Vi anbefaler at styrke den systematiske screening for fødselsdepression og øge indsatsen over for problematiske forældre-barn-samspil. Dertil bør man udvikle modeller for arbejdslivet, som reducerer stress og fremmer familiernes mentale trivsel.
Bedre hjælp til børn i mistrivsel
Børn og unge viser mistrivsel meget forskelligt, og årsagerne til, at børn og unge ikke trives, kan være mange.
Tilbud, som skal forebygge og afhjælpe psykisk mistrivsel blandt børn og unge, bør tage højde for, at barnets trivsel er tæt forbundet med barnets eller den unges læring, deltagelse i fællesskaber og familieforhold.
Blandt andet anbefaler vi, at alle kommuner skal tilbyde hjælp mod psykisk mistrivsel, som både retter sig mod miljø og individ.
Styrk faglighed og viden om mentalt helbred
Der er fortsat behov for langt mere viden om, hvad der ligger bag den stigende psykiske mistrivsel. På nationalt og lokalt niveau er det svært at arbejde med forbedring af trivslen, hvis man ikke har aktuel viden om emnet.
Pædagoger og lærere i daginstitutioner, grundskole og på ungdomsuddannelser er vigtige i forhold til at identificere og håndtere mistrivsel. Derfor vigtigt, at de har tilstrækkelig med viden og ressourcer til at hjælpe de elever, der falder ud af fællesskabet.
Læs alle anbefalinger her.