Projekt folk – mødested for demokrati og dannelse afsluttes ved årsskiftet
02-11-2021
De seneste to år har DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd stået bag projektet folk – mødested for demokrati og dannelse. Målet har været at styrke unges demokratiske selvtillid gennem aktive forløb for elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Projektet afsluttes ved årsskiftet.
I 2019 gik DUF, DeltagerDanmark og Krogerup Højskole sammen om et projekt, der skulle styrke unges demokratisk selvtillid. Sammen ville partnerne rykke ved det paradoks, at danske unge ligger helt i top, når det handler om viden om politik og samfund, men til gengæld stadig alt for sjældent omsætter det til handling.
I 2020 fik projektet støtte fra Nordea-fonden til i en periode at udvikle og afvikle aktive træningsforløb for unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Siden har mere end 200 unge fra hele landet været en del af forløbet ’Grib Demokratiet’. Forløbet har været bygget op over flere uger, hvor eleverne både har mødtes med undervisere fra folk og ikke mindst arbejdet hjemme i skoletiden med at skabe løsninger på konkrete samfundsproblemer, de har været optaget af. Nogen har bygger et tyggegummimonster og installeret det i skolegården, så deres venner kan rydde op efter sig selv og løse et konkret problem med affald i naturen. Andre har stillet et borgerforslag, lavet instagram-kampagner og trykt plakater, de selv har designet for at sætte fokus på hadtale mod LGBT+ personer på deres skole.
Projektet folk afsluttes ved årsskiftet
Ved stiftelsen af folk var ambitionen på sigt at skabe en bevægelse, hvor folk ville gå fra at være et projekt med base i DUF til at være en selvstændig organisation med egen bæredygtig økonomi. Det er ikke lykkedes at finde en langsigtet og bæredygtig model for finansiering af folk, hvorfor DUFs styrelse efter indstilling fra forretningsudvalget har besluttet at afslutte projektet ved årets udgang.
I foråret 2021 udgav folk bogen Grib Demokratiet – om at styrke unges demokratiske selvtillid, handlekraft og mod. Bogen er udgivet med støtte fra Forlaget Columbus Fond og kan fortsat hentes gratis her på siden og på www.folk.dk/bog.