Sarah Chehri er FN ungdomsdelegat for ligestilling, SRSR og menneskerettigheder. Hun er på sit sidste år af medicinstudiet, men har egentligt dedikeret alle studieår til hvad hun ynder at kalde for sit "parallelstudie". Siden 2011 har Sarah været dybt engageret i studenterforeningen IMCC, og kan takke IMCC for at have givet hende muligheden for at få et retvisende billede af hvordan verdens sundhed står til - Sarah kan hilse og sige, at de tykke bøger på medicinstudiet langt fra gør det samme. Hun brænder for global sundhed og for at gøre politik jordnært og relevant på såvel lokal, national og international plan. Sarah vil være ungdommens lobbyist og bygge bro mellem beslutningstagerne og generationerne, der skal overtage, så vi fælles kan tage ansvar for den verden vi lever i.
Ida Paetau er FN ungdomsdelegat for ligestilling, SRSR og menneskerettighederer. Hun er i høj grad drevet af at finde globale politiske løsninger på problematikkerne inden for temaet, og tror på, at ungeinddragelse er nøglen til at opnå bæredygtige og langsigtede løsninger. Hun har været aktiv i DSU i mere end 10 år, hvor hun senest har været formand for det internationale udvalg, været repræsentant til internationale ligestillingskonferencer og arbejdet med DSU's internationale ung-til-ung projekter. Hun har netop færdiggjort sin kandidatgrad i Global Health.
Natascha Skjaldgaard er FN ungdomsdelegat for verdensmål. Hun sidder i KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse og er repræsentant for Verdensspejderbevægelsen i Europa. Til dagligt studerer hun jura på kandidaten og har været praktikant ved Danmarks faste FN mission i Geneve. Derudover er Natascha medlem af the Advisory Council on Youth under Europarådet, hvor hun arbejder med unges adgang til rettigheder. Natascha har længe været utroligt passioneret om internationale relationer, global udvikling og politik med en særlig forkærlighed for FN og muligheden for at kombinere det med hendes spejderbaggrund gjorde, at hun søgte stillingen som ungdomsdelegat.
Sara Rønning-Bæk er FN ungdomsdelegat for verdensmål. Hun har en baggrund fra Venstres Ungdom, hvor hun har været aktiv på den anden side af 12 år. Senest som international ansvarlig i Forretningsudvalget. Til daglig arbejder Sara som kommunikationsrådgiver i SIVIL - Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau. Med Verdensmålene har vi en sensationel overlægger for 193 meget forskellige stater. Det er Saras ambition, at målene forankres bredt – nationalt og globalt. Vi skal holde momentum i den bevægelse, hvor flere og flere arbejder med målene, fordi flere kender dem stadig ikke. Det er vores rolle at gøre det nærværende, konkret og meningsfuldt at være med. Samtidig har vi på verdensplan den største ungdomsgeneration nogensinde, som skal med, og her er Danmark foregangsland i at styrke, inddrage og inkludere unge.
Amalie Helmbo er FN ungdomsdelegat for klima og miljø. Hun er medlem af Nødhjælpens Ungdoms klimagruppe, der gennem events, kampagner og oplysning diskuterer klimaforandringer og de problemstillinger, det kan føre med sig. Hun var med til COP23 som en del af Folkekirkens Nødhjælps alliance og deltog som observatør. Amalie er klimaungdomsdelegat, fordi det er vigtigt, at unge inddrages i både klimaforhandlinger og klimadebatten, da det er unge og kommende generationer, der skal leve med konsekvenserne. Derfor skal unge være en del af beslutningsprocessen nu og ikke om ti år, hvor det er for sent.
Amalie vil være med til at give unge en stemme som direkte kanal til forhandlingerne og mulighed for at sidde med ved bordet.
Monika Skadborg er FN ungdomsdelegat for klima og miljø. Hun studerer miljøteknologi på DTU. Hun er tidligere medlem af forretningsudvalget i Danske Studerendes Fællesråd, hvor hun har været ansvarlig for det internationale arbejde. Hun går op i klima- og miljøpolitik, uddannelses rolle i bæredygtig udvikling og unges ret til repræsentation i alle sager, der vedrører dem.