Bred klimaaftale: Ungdomspolitikere kræver handling fra Christiansborg
23-04-2019
2. påskedag var repræsentanter fra alle ungdomsorganisationer med moderpartier på Christiansborg samlet til klimatopmøde. Efter otte timers forhandlinger landede parterne en ambitiøs klimaaftale for Danmark, der skal sætte skub i politikerne på Christiansborg.
Afgift på flybrændstof fra 2020. Ingen kulkraft fra 2025. Forbud mod salg af benzin- og dieselbiler i 2025. Bilfri zoner i centrum af de største byer. Super-højhastighedstog på tværs af EU. Momsfritagelse af cykler og elcykler.
Det er blot nogle af elementerne i den nye ”ungdommens klimaaftale”, som repræsentanter fra Konservativ Ungdom, Dansk Folkepartis Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom, Radikal Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Venstres Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Socialistisk Ungdomsfront og Alternativets Unge blev enige om mandag eftermiddag.
Vink med en vognstang
Klimaaftalen fra de unge blev vedtaget på forbrændingsanlægget Amager Bakke i København og har til hensigt at være et vink med en vognstang til Christiansborg-politikerne om at tage klimaforandringerne alvorligt:
”Jeg er rigtig stolt af, at vi har kunnet samle så forskellige partier i en aftale. Men det er også tydeligt for mig, at det kun er muligt, fordi ungdommen både er mere ambitiøs og kompromisvillig end politikerne på Christiansborg. På den måde håber vi også at kunne sende et signal til politikerne om at tage klimaforandringerne seriøst og handle nu,” siger Chris Holst Preuss, medlem af DUFs forretningsudvalg.
På trods af store knaster i løbet af dagen lykkedes det altså de ni organisationer at nå til enighed.
Læs hele aftalen
Klimaaftalen bliver præsenteret for ministeren og politikerne
Aftalen skal overrækkes til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i løbet af ugen, ligesom de respektive ungdomsorganisationer vil levere de unges bud videre til deres moderpartier i Folketinget.
Ungdommens ønsker
Ungdommens klimaaftale er en del af DUFs indsats frem mod det kommende Folketingsvalg. Indsatsen stiller skarpt på en række politiske emner, der ligger Ungdommen på hjertet, og som præsenteres under titlen ”Ungdommens ønsker” frem mod valget.