Emilie er 25 år. Til dagligt læser hun jura på Københavns Universitet med særlig fokus på international lovgivning og forpligtelser.
Emilie har været med i den første ungedelegation på The Zero Project, der fokuserer på at nedbryde barriererne for folk med handicap i hele verden. Derudover arbejder Emilie som næstforkvinde i SUMH, der er en paraplyorganisation for alle unge med et handicap. Her er hun blandt andet tovholder for det internationale samt nordiske samarbejde.
Emilie interesserer sig særligt for social bæredygtighed.
”Vi skal sikre, at alle unge i EU kan tage en uddannelse og få et godt ungdomsliv uanset deres baggrund og handicap.”
Sofus er 23 år gammel og har gået på teknisk gymnasium i Valby. Han bor i Ishøj, hvor han har været formand for ungerådet. I øjeblikket er han aktiv i Erhvervsskolernes Elevorganisation, hvor han har været ansvarlig for både lokale elevråd og internationalt samarbejde med elevorganisationer uden for Danmark.
Det er afgørende for Sofus, at unge har indblik i og indflydelse på, hvad der foregår i EU. Det er lige så vigtigt at følge med i, hvad der sker i EU, som det er at følge med i Folketingets diskussioner, fordi store dele af vores lovgivning faktisk kommer fra EU. Sofus arbejder for at præge lovgivningen på vegne af danske unge.
”Unge skal have indflydelse på den EU-lovgivning, som påvirker os mest, det gælder fx regulering af tech-giganterne, sociale medier og fremtidens grønne uddannelser.”
Sofus drømmer om et EU, hvor unge har let vej til indflydelse, og hvor det er nemt at få viden om de relevante dagsordener.